For første gang i 129 år kan maj ende frostfri
Sidst der var nattefrost var 27. april, hvilket er 19 dage tidligere end normalt.
Hvis der er noget, som kan gøre haveejere i godt humør, er det udsigten til, at nattefrosten ikke vender tilbage i resten af sæsonen.
I maj måned har der foreløbigt ikke været frostgrader på noget tidspunkt i det danske land, og samme tendens viser prognoser for resten af måneden.
Den amerikanske vejrmodel GFS viser i øjeblikket sit bud på temperaturerne frem mod 31. maj, og her holder det sig på den positive side af nul grader resten af maj måned ud.
På ovenstående graf ses vejrmodellens 30 forskellige bud på, hvordan vejret og de tilhørende temperaturer udvikler sig de næste 16 dage i Karup i Midtjylland.
Her spår ingen af de individuelle prognosekørsler temperaturer under nul grader.
Det er nemlig oftest i Jylland, at den seneste nattefrost måles.
Vejrmodellens prognosekørsler er dog meget spredte fra hinanden, som vi kigger frem i tiden, og enkelte prognoser kommer under 5 grader. Det vidner om, at prognoserne kan nå at ændre sig endnu, og at der trods alt er en lille risiko for nattefrost.
Kan blive en historisk måned
Selvom det i den nuværende sommervarme kan lyde forkert med frostgrader i maj måned, så vil en frostfri maj faktisk være helt usædvanlig.
Dette er kun sket to gange før, siden de danske vejrmålinger startede i 1874. Det var i 1889 og 1895, hvor ingen vejrstationer målte minusgrader. Det er derfor 129 år siden sidst, at der ikke er blevet målt frost i maj
Indtil videre været varmere end normalt
Det stabile vejr, der indtil videre har præget det meste af måneden, betyder, at det ikke har været muligt for koldere luftmasser fra nord at trænge ned over Danmark.
Her halvvejs gennem maj ligger den foreløbige middeltemperatur på 12,9 grader, som er over klimanormalen fra 1991-2020.
Samtidig er vi også allerede et stykke over halvvejs med antal solskinstimer, hvis man sammenligner med de 237 timer, vi normalt får i maj måned.
En tydelig tendens
Det er også i forhold til klimanormalen 1991-2020, at den gennemsnitlige dato for seneste nattefrost ligger 16. maj.
I år har der senest været frostgrader 27. april, hvilket er 19 dage tidligere end normalt.
Tendensen er også, at datoen for seneste nattefrost rykker til tidligere og tidligere på året. En uofficiel klimanormal for 2011-2024 viser gennemsnitsdatoen 8. maj, hvorved denne dato er rykket 26 dage tidligere i forhold til klimanormalen for 1931-1960.