Hund bidt ihjel ved indkøbscenter
Torsdag blev en lille hund bidt ihjel. Politiet er involveret i sagen.
En lille hund blev torsdag eftermiddag bidt ihjel af en anden hund i Højbjerg.
Det bekræfter Østjyllands Politi.
- Vi får en anmeldelse klokken 17.05 om, at der er en hund, der har bidt en anden hund, som ulykkeligvis er død af skaderne, fortæller Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
På den lokale Facebook-gruppe i Højbjerg undrer flere beboere sig over, hvad der er sket, og hvilke konsekvenser det vil gå.
Det kan Jakob Christiansen ikke komme nærmere ind på, da ejeren af hunden kan identificeres.
- For nuværende kan jeg sige, at vi ikke har fundet det nødvendige grundlag for at kræve hunden aflivet. Men vi har givet pålæg til ejeren for at undgå, det sker igen, siger Jakob Christiansen.
Efterforsker fortsat
Hvad er det for nogle pålæg?
- Jeg kan ikke komme ind på detaljerne i den konkrete sag, men generelt set har politiet forskellige muligheder for pålæg, eksempelvis at hunden altid skal være i snor, eller skal have mundkurv på. Typisk vil det også kaste en sigtelse og en bøde af sig til ejeren i den her type sager, siger Jakob Christiansen.
Han kan dog sige, at politiet sendte en patrulje til stedet, og at man fortsat efterforsker episoden.
- Det er noget vi handler på, og det er ikke en sag, vi er færdige med at efterforske, siger Jakob Christiansen.