Mens resten af landet jagter sæsonarbejdere har lille ø måske knækket koden
Samarbejde med universiteter og skoler samt logi under ophold har været nøglen til succes for Samsø.
Mange restauranter, cafeer eller hoteller drømmer nok om at vågne op til en indbakke fyldt med ansøgninger fra folk, der står klar til at arbejde over sommeren.
Men for Eyal Højdal, der er ejer af Nordby Mad og Ishus, er drømmen virkelighed.
Egentlig havde han allerede fået besat stillingerne til højsæsonen for flere måneder siden, men ansøgningerne fortsætter med at tikke ind.
- I år har vi haft ekstra mange ansøgninger til vores stillinger, siger Eyal Højdal
Og det kan vise sig at være ret unikt.
Tidligere har TV 2 nemlig beskrevet, hvordan manglen på arbejdskraft i juni alene var så omfattende, at hver tredje restaurant måtte skrue ned for aktiviteten, fordi de mangler medarbejdere. Det samme gælder næsten hvert femte hotel.
Det problem har man ikke haft i flere år hos mad- og ishuset på Samsø. Og det er de ikke alene om. I de seneste par år har hele øen haft stort fokus på at tiltrække og rekruttere hænder i løbet af sommerperioden.
Fra byen til øen
Tidligere har man på Samsø haft store problemer med at skaffe hænder nok til de job, der skulle varetages over sommeren. Som så mange andre brancher, var det især efter corona, at det kneb med at besætte de ledige stillinger.
Men med en masse potentiel arbejdskraft mindre end en time væk på den anden side af bugten inde i Aarhus begyndte man at udvikle tiltag, der skulle trække ung arbejdskraft fra byen til øen over sommeren.
- Man bliver nødt til at gøre noget ekstraordinært, hvis man skal have de unge til at arbejde på Samsø. For man kan få job alle steder, siger Michael Svinth, der er formand for Samsø Turist- og Handelsstandsforening.
Derfor har kommunen, i samarbejde med Samsø Turist- og Handelsstandsforening samt andre aktører, de seneste tre år i april måned sejlet mellem 35-65 aarhusianske studerende til øen for at sælge dem idéen om en sommer på Samsø med arbejde og fællesskab.
Men færgeturen er kun et af tiltagene for at tiltrække arbejdskraften over højsæsonen.
Foruden en gratis tur til øen, fortæller Michael Svinth, at flere restauratører er begyndt at tilbyde logi under ansættelsen, mens andre virksomheder lokker med for eksempel golfkørekort til alt personale.
- Det har været et langt sejt træk, men nu har vi fundet en model, der virker, siger Michael Svinth.
Samme erkendelse har man gjort sig hos Nordby Mad og Is, hvor Eyal Højdal også er begyndt at tilbyde overnatningsmuligheder til sine ansatte. Men det er ikke det eneste.
Hemmeligheden bag medarbejdere
For efter mere end 25 år i servicebranchen er hemmeligheden bag at tiltrække medarbejdere, ifølge Eyal Højdal, ret simpel. Det kan faktisk koges ned til enkelt ting.
- Mine medarbejdere skal have det sjovt, når de går på arbejde, siger han til TV 2.
Derfor har han hver mandag indført arrangementer, hvor personalet skal rystes sammen. Senest stod aftenen på brætspil og hygge i cafeens lokaler. Andre gange kunne det være fyraftensøl eller bål på stranden.
Og det er noget som tilsyneladende har en effekt.
- Vi har travlt engang imellem, men det er bare nemmere, når vi kender hinanden så godt, siger Signe Holm, medarbejder hos mad- og ishuset.
Hun har arbejdet der i fem år, og peger også på, at det netop er sammenholdet mellem kollegerne, der er med til at gøre arbejdspladsen attraktiv. Præcis det som ejer Eyal Højdal forsøger at facilitere.
- Vi respekterer, at vores medarbejdere bruger en stor del af deres sommer på at arbejde, derfor kan vi godt have lidt højt til loftet, siger Eyal Højdal.