Betjent hørte lyde på politigården: 22-årig pillede nummerplader af biler
En betjent hørte lyde, da en 22-årig begik hærværk på nabogrunden til politigården i Aarhus.
Man skulle næsten tro, at den 22-årige mand, som natten til onsdag valgte at begå hærværk ved et biludlejningsfirma på Sønder Allé i Aarhus, gerne vil fanges.
Biludlejningsfirmaet ligger nemlig klos op ad politigården i Aarhus, og det gjorde, at politiet selv opdaget ham, da han var i færd med at pille nummerplader af flere udlejningsbiler.
Klokken var 01.15, da en betjent på politigården hørte nogle lyde, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. Betjenten undersøgte lydene nærmere, og hurtigt opdagede han den 22-årige med en nummerplade i hånden ved udlejningsfirmaet ved siden af politigården.
Den 22-årige lod sig dog ikke overgive med det samme. I stedet smed han nummerpladen og flygtede fra stedet.
Han nåede dog ikke lagt, for betjenten tilkaldte nogle kollegaer, og de fik ham indhentet.
Den 22-årige blev sigtet for hærværk, da betjentene kunne se, at der var rykket nummerplader af flere biler hos firmaet, oplyser politiet.