Har du plads til en elefant derhjemme? Prisen starter nok ved 15.000
Kunstnere har malet 30 elefanter, der efter endt udstilling kommer på auktion.
Farvestrålende og store elefanter har de seneste to måneder indtaget det aarhusianske bybillede.
Og snart kan kunstværkerne, der er lavet i den gode sags tjeneste, komme til at pryde private haver og hjem.
10. september kommer de nemlig på auktion, hvor alle kan byde på dem.
- Torsdag bliver alle elefanterne flyttet, så de kan blive samlet til den store farvelweekend 6. til 8. september. Det bliver et brag af en farvestrålende weekend, hvor man kan se alle elefanterne samlet. Dels i Tivoli Friheden og dels i midtbyen, siger direktør i Psykiatrifonden, Marianne Skjold.
Elefanten i rummet
Elefanterne er nemlig en del af Psykiatrifondens kunstevent 'Find elefanten - oplev Aarhus'.
Her har flere kunstnere malet de i alt 30 elefanter for at få os til at tale om elefanten i rummet: Psykisk sygdom.
Kunstneren Michael Kvium fra Horsens har eksempelvis malet én af elefanterne, som står på Restaurant Frederikshøj i Aarhus. Derudover står der blandt andet elefanter i Mindeparken, Ceres Park, ved Aarhus Domkirke og Tivoli Friheden.
En enkelt elefant har været involveret i et lille uheld i udstillingsperioden, hvor nogen bakkede ind i den, mens ellers har de i det store hele fået lov at stå i fred.
- De har mødt stor og i nogle tilfælde også lidt hårdhændet kærlighed, så ja, der er nogle skader, men de er få og små, siger Marianne Skjold, der dog garanterer, at alle elefanter kommer til at stå skarpt igen før auktionen.
Håber på mange bud
Før velgørenhedsauktionen bliver afholdt, vil interesserede kunne se dem i weekenden 6. til 8. september i kulturhuset Hermans i Tivoli Friheden.
Liveauktionen begynder 10. september klokken 17.30 i Tivoli Friheden, og det vil også være muligt at byde på elefanterne online.
- Vi åbner for bud på vores onlineauktion i slutningen af august, så startprisen på selve auktionsaftenen vil afhænge af, om der allerede er kommet bud på skulpturen. Ellers vil auktionarius Peter Beck fra Bruun Rasmussen bestemme, hvor vi kan starte. En startpris kunne ligge på omkring 15.000 kroner, siger Marianne Skjold.
Overskuddet går til at hjælpe de mange, der bliver ramt af psykisk sygdom. Det skal blandt andet ske ved at styrke Psykiatrifondens rådgivning, fortæller organisationen.
- Vi håber, at der er mange, der gerne vil byde med og sikre sig et unikt kunstværk, fortæller direktøren.
Ifølge Psykiatrifonden får hver tredje dansker på et tidspunkt i livet en psykisk sygdom, og hvert år har mere end 700.000 voksne symptomer på det.
Derudover er der i hver skoleklasse ét eller to børn med så store psykiske problemer, at de har brug for professionel hjælp.