Her brugte de en simpel metode - nu går de unge i bad efter idræt
Omklædningsrummet er vigtigt for fællesskabet.
Uge 41 er landet over motionsuge.
Hele ugen står i motionens tegn flere steder i landet, hvor man blandt andet kan prøve forskellige aktiviteter og sportsgrene.
Noget af det, der følger efter motion, er et bad, men for mange børn og unge kan badet sammen med andre efter en svedig gymnastiktime være skræmmende.
Det har de fundet en løsning på i Beder-Malling Idrætsforening, BMI, syd for Aarhus.
Omklædningsrummene har fået en overhaling, så de unge motionister nu gerne bliver efter kampen og bader.
Bedre sammenhold
U13-pigerne er glade for de nye omklædningsrum.
- Vi går i bad efter hver træning, og det er virkelig hyggeligt. Det var virkelig klamt og brun-gult før, så man havde ikke lyst til det før, siger U13-holdets Kaya Toft.
Holdkammeraten Kaisa Sofie Jakobsen er enig.
- Man havde ikke rigtig lyst til det, sådan som det så ud herinde Nu er det blevet meget pænere, så man har mere lyst til det, det er mere hyggeligt, siger Kaisa Sofie Jakobsen.
- Det er ligesom blevet en del af træningen at gå i bad sammen, siger hun.
Holdet og sammenholdet er blevet bedre, fordi de hænger ud sammen bagefter, fortæller pigerne.
Mere end et baderum
Derfor rykkede alle i foreningen sammen i bussen og gav en hånd med for at forbedre og -skønne omklædningsrummene.
Det har nemlig en større betydning end bare at være et baderum, forklarer Christine Winding-Lauritzen, der er foreningsudvikler i BMI.
- Man tjekker ikke bare ind og ud. Man stempler ind i omklædningsrummet og snakker med sine venner, siger hun.
- Det er også her, vi kan give de unge en kropsforståelse af, at vi alle ser forskellige ud, og ikke som man ser på de sociale medier, og man skal være glad for den, man er, siger Christine Winding-Lauritzen.
Pigeholdene var med til at bestemme farver, og hvordan det skulle se ud. Så har der været frivillige ældrehold om formiddagen, der har malet, de unge stemplede ind om eftermiddagen, og seniorhold om aftenen, fordi de synes, det er sgu bare blive megafedt, forklarer Christine Winding-Lauritzen.
Drengenes omklædningsrum blev efterfølgende renoveret med samme effekt.