Julesucces får Tivoli Friheden til at udvide åbningstid
Indtil videre har 20.000 besøgt Tivoli Frihedens julemarked. Nu udvides åbningstiden
Julelys i lange baner og julerier i alskens afskygninger.
Den 12. november åbnede Tivoli Friheden for første gang nogensinde et julemarked, og østjyderne har taget vel mod nyskabelsen.
I løbet af de første tre weekender, hvor Tivoli Friheden har haft åbent, har 20.000 gæster været på besøg. Det er flere end forventet.
Interessen får nu Tivoli Friheden til at udvide åbningstiden med et par timer om søndagen, så der fremover er åbent fra klokken 13 til 20.
- Det er gået langt bedre, end vi kunne forestille os. Vi er glade for, at gæsterne er tilfredse med det store stykke arbejde, der ligger bag julelandet, og vi håber at se mange flere gæster de kommende weekender frem til jul, siger Morten Palm Andersen, der er salgs- og marketingschef i Tivoli Friheden, i en pressemeddelelse.
I videoen herunder kan du få en rundtur i et juleudsmykket Tivoli Friheden.