Justitsminister reagerer på overfald: - Uacceptabel adfærd
Historien om, hvordan en blot 15-årig dreng onsdag blev overfaldet nær sin skole i Lisbjerg, får nu justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at reagere.
Han kalder sagen for et tilfælde af uacceptabel adfærd, som samfundet skal "slå hårdt ned på".
- Kriminalitet er noget af det mest ødelæggende for et samfund. Det gælder ikke mindst grove, voldelige overfald. Regeringen vil gennemføre en strafreform, så vi sikrer, at der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for blandt andet alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder grov vold og voldtægt, skriver Hummelgaard i en mail til TV2 Østjylland.
Hændelsen med den 15-årige udspillede sig onsdag klokken 09.25, da Østjyllands Politi modtog en anmeldelse fra en borger, der fortalte, at vedkommende havde set en gruppe personer tildele en ung mand flere slag på Randersvej i Lisbjerg.
Herefter stak de af via et stisystem i retning mod Ikea.
Politiet rykkede ud med flere patruljer, der søgte i området omkring Netværksskolen i Lisbjerg, som den 15-årige er tilknyttet. Drengen fik også stjålet sin telefon i forbindelse med overfaldet.
Var i besiddelse af knojern
Betjentene fik fat i en ligeledes 15-årig dreng, der hurtigt blev identificeret som én af gerningsmændene, og han blev derfor sigtet og anholdt. De to personer - offer og gerningsmand - har ifølge politiet et forudgående kendskab til hinanden.
Den anholdte blev under en visitation fundet i besiddelse af et knojern og derfor foruden vold sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Politiet har ikke villet kommentere yderligere på sagen, og det er derfor uvist, hvad der er sket med den 15-årige anholdte.