Par advarer efter gåtur - pludselig sank hunden i
Der var ikke noget, der afslørede kviksand, før parret sank i. Derfor advarer de nu andre.
Et par fra Grenaa fik sig søndag en ubehagelig overraskelse, da de gik tur med hunden på stranden.
Her mærkede Lone Schmidt først sine hæle synke ned og sidde fast i sandet, og lige efter hende kom hendes mand med hunden.
- Jeg kunne hurtigt søge længere ind på stranden, men hunden er en engelsk bulldog, og det går ikke så stærkt. Hun sad hurtigt så godt fast, at vi ikke kunne trække hende til os, siger Lone Schmidt til TV2 Østjylland.
- Hvis min mand ikke havde været hurtig til at gribe hende i nakkeskindet, var hun sunket ned. Det nåede hende helt til maven.
Det blev hurtigt tydeligt, at der var opstået kviksand på stedet.
Vil advare andre mod skjult fare
Lone Schmidt og hendes mand var gået ind på et stykke, hvor havet lå på den ene side, og der havde samlet sig vand på den anden.
Kviksand
Kviksand er helt almindeligt sand, som mister sin bæreevne, fordi der strømmer vand op nedefra.
Sandkornene skal være små og skal ligge i en fordybning i noget fast materiale.
Kviksand er dog ikke så farligt, som man kan se på film, da man mest af alt skal undgå at få hovedet under. Den største fare er nemlig at gå i panik. Hvis man holder sig i ro, vil man i sidste ende flyde op, fordi kviksandets tæthed er større end kroppens.
Når man er kommet op, skal man lægge sig på ryggen og lave rolige bevægelser mod fast grund.
Kviksand opstår ofte ved strande, marskområder og flodbredder.
Der var ikke noget, der havde afsløret det synkende sand, inden de trådte på det, lyder det.
Det fik efterfølgende Lone Schmidt til at lave et opslag i den lokale Facebook-gruppe for at advare andre.
Aldrig oplevet noget lignende
Parret går jævnligt tur langs vandet og har ikke oplevet noget lignende før, fortæller Lone Schmidt.
- Det er jo sådan noget, man ser på film, siger hun.
Hvad gør man, hvis uheldet er ude?
Skulle man være så uheldig alligevel at blive fanget i kviksand, er det vigtigt ikke at gå i panik - det er sjældent livsfarligt.
Beredskabet opfordrer til, at man forsøger at lægge sig ned eller sætte sig, da man på deb måde får fordelt sin vægt og skaber et større trykpunkt.
Derudover skal man ikke bevæge sig ud for at forsøge at trække andre fri, men ringe 112, så det lokale beredskab kan hjælpe.
Kilde: Nordjyllands Beredskab
De er dog ikke blevet skræmte af episoden, og Lone Schmidt tror heller ikke, at det var gået lige så hurtigt, hvis hunden havde været en labrador.
- Men fremover går vi nok længere inde. Det skal vi ikke nyde noget af igen, siger hun.
TV2 Østjylland forsøger at få en kommentar fra Norddjurs Kommune.