Julefrokost giver varme, værdighed og et fællesskab
For 13. gang blev der søndag afholdt julefrokost for hjemløse i Aarhus.
Duften af julemad og god stemning stråler ud af lokalerne i FO-Byen i Aarhus. Her er en sjælden mulighed for byens hjemløse og udsatte til at blive set, forkælet og være en del af et varmt fællesskab i vinterens kulde.
- De bliver jo overforkælet her. Det er ikke noget, de er vant til. Vi gør noget ekstra for dem, og det er fantastisk at kunne forkæle dem. De er ekstremt taknemmelige, fortæller arrangør Rikke Sejthen.
Hun er stifter og kvinden bag foreningen 'Hjemløse i Aarhus', og for 13. gang er de med til at give hjemløse en julefrokost.
- Den glæde, som det giver folk at komme her, er det hele værd, siger Rikke Sejthen.
Gratis tøj og en klipning
Mens frivillige langer sodavand og øl over disken, kan gæsterne nyde julebuffet, musik og en svingom på dansegulvet. I et tilstødende lokale ligger der doneret tøj, som de hjemløse frit kan tage, og der er også muligheden for at få en klipning.
- Vi stopper aldrig med det her. Det har jeg også lovet de hjemløse, vi bliver ved, siger Rikke Sejthen.
Den nuværende borgmester og tidligere socialrådmand i Aarhus lagde søndag også vejen forbi julefrokosten.
- Det er fantastisk, at der er så mange frivillige, som gør en kæmpe indsats, siger Anders Winnerskjold (S) og fortsætter.
- Aarhus skal være en by for os alle sammen – også de mest sårbare og udsatte skal have det godt.
En kortlægning af hjemløsheden i Danmark 2024 viser, at antallet af hjemløse i Aarhus Kommune er steget fra 507 i 2022 til 556 hjemløse 2024.