Vil ændre regler for klip i kørekortet: - Vi er stadig ikke helt i mål
På baggrund af paramedicineren Thomas Holms sag vil transportministeren nu lave reglerne om.
I januar sidste år kørte paramediciner Thomas Holm fra Randers sammen med en personbil under udrykningskørsel. Noget, der fik store konsekvenser for ham.
I knap to år var paramedicineren sigtet for at være skyld i et uheld under udrykning og stod til at få et klip i kørekortet samt en bøde på 2000 kroner, inden han i slutningen af november blev frikendt.
Hidtil er førere af udrykningskøretøjer, der kører galt, nemlig blevet straffet efter samme regler som alle andre bilister.
Men det vil transportminister, Thomas Danielsen (V), nu gøre op med.
- Nogle gange sker der bare fejl. Det er uundgåeligt, også i deres branche. Men det er ude af proportioner, at det skal koste et klip i kørekortet, siger Thomas Danielsen til DR.
Ændrede regler vil skabe tryghed
Paramedicineren Thomas Holm fortæller, hvordan han til trods for uheldet brugte sine erfaringer og sin uddannelse og kørte efter færdselslovens regler for udrykningskørsel, da han sidste år kørte sammen med personbilen.
- Det skaber en mavepine hos os, for vi kan jo havne i den situation flere gange på en vagt, og jeg vil bare gerne passe mit job, siger Thomas Holm.
Hans sag har været med til at sætte udrykningspersonales vilkår på dagsordenen.
- Det vil betyde en større tryghed for os, hvis reglerne bliver ændret, fortæller Thomas Holm.
Ude af proportioner
Transportministeren har løbende holdt møder med reddere for at blive klogere på problemet. Han fortæller, at flere af dem har haft ondt i maven over faktisk at kunne risikere at miste deres arbejde, hvis uheldet er ude.
Det vil han nu afhjælpe ved at lave reglerne om.
- Vi fjerner klippekortsordningen for lovlig udrykningskørsel. Det gælder for alle blå blink, siger Thomas Danielsen (V).
Han er kommet med forslaget, fordi han ikke mener, at man skal kunne miste sit kørekort og dermed sit job ved at passe sit arbejde.
Men selvom blå blink-førere ikke skal frygte klip i deres kørekort meget længere, kan de stadigvæk straffes, når de bryder loven.
- Man kan stadigvæk få bøder, når man laver vanvidskørsel, og du bliver stadig straffet, hvis du kører påvirket, uanset om det er stoffer eller alkohol, siger Thomas Danielsen (V), der dog påpeger, at det ikke er noget, de generelt oplever problemer med.
Lovforslaget vil blive fremsat i Folketinget i anden halvdel af det nye år, forsikrer ministeren.
- Umiddelbart hamrende positivt, men vi er ikke i mål
Thomas Holm, der oplevede reglerne på egen person efter at være kørt sammen med en personbil under udrykning, kender til mavepinen, som transportministeren beskriver.
- Umiddelbart er det jo hamrende positivt, at han vil lave reglerne om, men jeg synes ikke, vi er helt i mål alligevel, fortæller han til TV2 Østjylland.
Han mener ikke, at transportministerens udspil fjerner mavepinen fuldstændig, da de fortsat kan få frakendt kørekortet. Hans ønske er, at reglerne vil blive sådan, at udrykningspersonale ikke skal kunne risikere straf efter færdselsuheld, hvor der kun sker materiel skade.