Letbanedirektør vil have særlig maskine til Danmark: - Vi kan spare op mod en halv million kroner
Aarhus Letbane håber på en stor besparelse på deres transportudgifter, hvis de kan få antifrost-maskine til Danmark.
Frost på køreledningerne og forsinkelser.
Det er formentlig noget, de fleste uden at tøve forbinder med Aarhus Letbanes historik.
De seneste fire år har Letbanen dog brugt en olie på køreledningerne, som er så tæt på et mirakelmiddel, man kan komme.
- Vi har talt med alle i Europa, og vi har ikke set noget bedre, siger Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane.
Dyre transportudgifter
Men der er en hage ved det. Olien skal smøres på af en maskine syv gange om året. Hver eneste gang skal den transporteres fra Frankrig.
Det vil direktøren lave om på og i stedet have maskinen stående i Aarhus.
- Vi kan spare noget, der minder om en halv million alene på transporten.
Aarhus Letbane samarbejder med Odense Letbane om midlet, som køreledningerne skal smøres med. I Odense er de også interesserede i at få maskinen til Danmark, og så er planen, at den skal stå i Aarhus.
- Vi har bedst plads til den og bruger den mest, og så deler vi transportomkostningerne, når den skal frem og tilbage mellem Aarhus og Odense.
Til efteråret ved de, om maskinen kan komme til Danmark. Her bliver det nemlig besluttet, hvilket firma der i fremtiden skal levere den olie mod frost, som køreledningerne skal smøres med.