Melding om skyderi: Fandt tomme patronhylstre
Meldingen kom kort før midnat, hvor politiet rykkede ud.
Beboere i Brabrand alarmerede lørdag aften politiet, da det lød som om der blev skudt i området.
Meldingen kom kort før midnat, man da politiet ankom til Edwin Rahrs Vej var den eller de personer, der skød forsvundet.
Til gengæld fandt betjentene synlige spor efter skyderi.
- Ved vores ankomst kunne vi konstatere, at der lå nogle tomme hylstre fra løse patroner på asfalten, skriver vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Rønberg i døgnrapporten.
Han opfordrer borgere, der har hørt eller set noget, til at henvende sig.
- Østjyllands vil gerne høre fra vidner i området, som måtte have hørt eller set noget i forbindelse med episoden, på tlf. 114.
Episoden gjorde, at politiet natten igennem holdt ekstra øje i bydelen, men der skete ikke umiddelbart mere.
- Vi intensiverede vores patruljering i området, og der har natten igennem ikke været andre hændelser. Vi undersøger nu de fundne hylstre og videoovervågning i området for at finde frem til personerne, der affyrede løsskydningspatronerne, skriver Jens Rønberg.