Mistanke om menneskehandel hos massageklinik
Et kontrolbesøg hos en massageklinik har nu givet en sag for Center Mod Menneskehandel, der skal undersøge sagen nærmere.
To thailandske kvinder er muligvis blevet udsat for menneskehandel.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport fredag.
Onsdag blev tre thailandske kvinder tilbageholdt på en massageklinik i Aarhus C. Under en kontrol konstaterede politiet, at ingen af dem havde gyldig opholds- eller arbejdstilladelse.
Skal undersøges nærmere
Sagen blev forelagt Center Mod Menneskehandel, der altså har vurderet, at der er mistanke om, at to af kvinderne kan være udsat for menneskehandel.
De to kvinder er nu overdraget til Center Mod Menneskehandel. Her skal sagen undersøges nærmere og forelægges Udlændingestyrelsen.
Der er umiddelbart ingen mistanke om, at den tredje kvinde er blevet handlet, og Udlændingestyrelsen har vurderet, at hun skal udvises af landet.