Mor stjal med 16-årig datter: Flygtede selv og efterlod hende
Et skoleeksempel på elendig opdragelse udspillede sig i Viby i går
Mor og datter var på tyvetogt i Spar i Grøfthøjparken i Viby i går. Og som om, at det ikke var dårlig indflydelse nok, forlod den 35-årige mor sin 16-årige datter, da de blev opdaget i deres forehavende.
Den groteske opdragelsesform udspillede sig kort efter klokken 16, da en kunde fattede mistanke til mor og datter, der var gået ind og ud af Spar-butikken flere gange. Købmanden tog kontakt til kvinderne, og så var det, at mor forlod sin datter.
Den 35-årige kvinde stak simpelthen af fra stedet med en pose stjålne varer og kørte væk i en bil.
Tilbage stod den blot 16-årige datter med favnen fuld af tyvekoster. Hun blev holdt tilbage til politiet ankom, og uden mors tilstedeværelse tilstod hun ikke blot tyveri i Spar, men også i Netto i Beder.
Østjyllands Politi kørte den 16-årige pige hjem til sin mor og sigtede dem begge for tyveri, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.