Park fyldt med skrald efter privatfest: Nu fortryder arrangøren
Mindeparken var torsdag fyldt med skrald efter en privatfest holdt for omkring 300 mennesker. Kommunen var ikke oplyst om arrangementet, men måtte rydde op efter festlighederne. Festens arrangør fortryder nu
Det var et ubehageligt syn, der mødte morgenfriske østjyder torsdag morgen. Mindeparken i Aarhus var nemlig fyldt med skrald og tomme øldåser, som stammede fra en fest, der var blevet afholdt natten til torsdag.
Det fik flere aarhusianere til tasterne på Facebook, hvor de brokkede sig over synet i mindeparken. I Facebookgruppen ’Vores by Aarhus’, har et opslag med billeder af skraldet fået 68 kommentarer, hvor flere af brugerne klager over den manglende oprydning.
Arrangøren bag festen Mikkel Bo Andersen fortæller, at han modtaget flere beskeder, som anklager ham for at være uansvarlig og for ikke at have ryddet op efter festen.
Mikkel Bo Andersen siger selv, at han havde oprettet eventet Druk i Mindeparken på Facebook i håbet om at samle sine venner og bekendte.
- Jeg ville sammen med en ven holde en fest, og så tænkte vi, at vi kunne gøre det i Mindeparken, så vi ikke generede vores naboer, forklarer han.
Omkring 300 unge mennesker endte med at tilmelde sig eventet på Facebook, hvilket også er det antal politiet anslår deltog i festen.
Kunne ikke nå at rydde op
Ifølge Mikkel Bo Andersen kunne de festglade, unge mennesker ikke nå at rydde op, da politiet afspærrede området omkring mindeparken, da en 16-årig pige var blevet voldtaget.
- Jeg havde gjort det klart fra start, at der skulle være ’clean’, når vi forlod parken. At der så sker en voldtægt, som gør, at vi ikke kan rydde op er meget uheldigt”, forklarer Mikkel Bo Andersen. Han forklarer yderligere, at han selv og tre venner havde aftalt at stå for oprydningen, når festen sluttede.
Politiet bekræfter, at de var i området, da de havde fået et tip om, at festen ville blive afholdt, og at de har modtaget en anmeldelse om en voldtægt i Mindeparken.
Kunne ikke rydde op om natten
Mikkel Bo Andersen siger, at da han ikke kunne komme til at rydde op om natten, tog han sammen med en ven afsted for at rydde op i Mindeparken torsdag morgen, men der var affaldet blevet fjernet.
Og det viser sig, at det var kommunen, der var tidligt oppe:
- Vi havde ikke hørt noget om festen i Mindeparken. Det var vores entreprenører, som holder orden i parken, der opdagede affaldet, forklarer Teamleder i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Rikke Becker. Det endte derved med, at kommunen ryddede op efter nattens festligheder.
Regler for fester på offentlige steder
Mikkel Bo Andersen fortæller, at han ikke vidste, at kommunen skulle vide, at der blev holdt fest:
- Jeg regnede ikke med, at man skulle melde en hyggedruktur til kommunen. Da der er sket en misforståelse, skal jeg ikke betale, siger han.
Hos kommunen bekræfter de, at de har indgået en aftale med Mikkel Bo Andersen. Rikke Becker forklarer:
- Vi kontaktede Mikkel i går, og han var meget ydmyg omkring situationen, og han havde forestillet sig selv at tage ud og rydde op. Vi fortalte ham, at hvis det skete igen, skulle han selv betale. Men der var god vilje og ydmyghed fra hans side, så vi vurderede, at det ikke sker igen, og at efterspillet har været en lærestreg i sig selv.
Kommunen vil ellers meget gerne have, at deres arealer bliver brugt af byens borgere:
- Vi er superglade for, at folk bruger vores grønne områder, men hvis man holder så store arrangementer, som det var tilfældet torsdag, skal man søge om det. Vi har nemlig et helt team, der tager sig af den slags, fortæller Rikke Becker.
Politiet vil også gerne have det at vide, hvis der bliver holdt store arrangementer:
- Meld det meget gerne til os, så kan vi sende patruljer ud, siger Jeanette Løv Rasmussen, som er kommunikationsmedarbejder hos Politiet.
Mikkel Bo Andersen er nu meget ked af episoden og sidder tilbage med en del moralske tømmermænd dagen derpå:
- Havde jeg vidst, det ville ende, som det gjorde, havde jeg ikke holdt nogen fest, forklarer han.
.