Philip styrtede på cykel: Nogen havde skruet forhjulet løs
Nogen havde pillet ved 12-årige Philip Schrivers cykel, så hjulet faldt af, da han cyklede. Han styrtede og fik hjernerystelse. Hans mor advarer andre
Tjek jeres børns cykler.
Sådan lyder den indtrængende opfordring fra Kamilla-Malene Schriver, efter hendes søn torsdag eftermiddag styrtede på cykel.
Nogen havde pillet ved forhjulet på Philip Schrivers cykel, så da han cyklede over et bump på vejen, faldt hjulet pludselig af.
Philip styrtede og slog hovedet ned i vejen.
- Philip har fået en mild hjernerystelse og et par hudafskrabninger. På skadestuen sagde de, at han er sluppet meget billigt. Han kunne have brækket nakken eller fået kraniebrud, siger Kamilla-Malene Schriver til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er formentlig pillet ved hjulet, mens cyklen holdt ved Hjortshøj Skole, hvor Philip går.
Læs også:
Kamilla-Malene Schriver har torsdag aften delt oplevelsen på Facebook, og i den forbindelse beretter en anden mor fra lokalområdet, at hun har tjekket datterens cykel. Og her var hjulet ligeledes skruet løs.
Er dybt rystet
Kamilla-Malene Schriver er dybt rystet over, at nogen kan finde på at opføre sig så dårligt.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at nogen kan finde på at skrue et forhjul løs.
Hun fortæller, hvordan skruen, der holder forhjulet fast, er blevet løsnet.
- Det er gjort på en måde, så man ikke kan se, at det sidder løs, siger hun.
Styrtet skete på Indelukket i Lystrup kort før klokken 17.
Kamilla-Malene Schriver glæder sig trods alt over, hvordan en vaks borger handlede hurtigt, da Philip lå på vejen. Da hun nåede frem, var ambulancen fremme.
- Jeg håber virkelig, at folk tjekker deres børns cykler, så andre ikke kommer ud for sådan noget her, siger hun.