Rekordmange deltog i Tall Ships Races
Mere end en halv million mennesker nød de flotte skibe og den maritime havnefest under The Tall Ships Races på havnen i Aarhus.
Den store maritime havnefest The Tall Ships Races i Aarhus har været et tilløbsstykke.
I år har rekordmange gæster nemlig lagt vejen forbi Aarhus Havn.
De seneste par dage har mere end en halv million mennesker været forbi havnefronten for at se de store sejlskibe, opleve stemningen og de mange boder.
Rekordhøjt besøgstal
- The Tall Ships Races har været helt magisk. Vi har fået byen og havnen til at hænge sammen, så vi har haft en fantastisk folkefest, siger Charlotte Kirk Elkjær fra Aarhus Events, der er en del af Kultur og Borgerservice fra Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
I alt oplevede 525.000 mennesker The Tall Ships Races, og det var flere end arrangørerne havde regnet med.
- Vi havde en målsætning på 400.000 gæster, så vi er ovenud lykkelige for at så mange, lagde vejen forbi, siger Charlotte Kirk Elkjær.
Særligt lørdag var der tætpakket på havnekajen, hvor 200.000 mennesker besøgte havnen.
Danmarks største pariserhjul
Det store besøgstal har også været meget i de mange salgsboder på pladsen, hvor flere boder meldte tæt på udsolgt.
Udover de mange sejlskibe var der også en lang række andre aktiviteter på havnen. Her kunne de blandt andet prøve Danmarks største pariserhjul eller bygge deres egen miljøvenlige minibåd.
Det lader til, at det også har været en succes blandt gæsterne.
- Vi kan se, at de mange besøgende ikke kun har nydt skibene, de har benyttet sig af alle de tilbud, vi har haft, siger Charlotte Kirk Elkjær.
Der var også travlt i det 50 meter høje pariserhjul, hvor 24.684 gæster nød godt af den flotte udsigt ud over Aarhus havn og by.
Det er tredje gang, at Aarhus er vært for The Tall Ships Races. Første gang var i 2007, og sidenhen har det også været afholdt i 2013.