To biler stod pludselig i flammer foran hotelgæster
24. aug 2024, kl. 09:34
Gæsterne på Hotel Scandic på Rytoften i det vestlige Aarhus fik sig natten til lørdag lidt af en brat vækning.
Ude på parkeringspladsen var der gået ild i en bil, og flammerne nåede at sprede sig til en anden bil, før brandvæsenet kom frem.
Operationschef Anders Rathcke fra Østjyllands Brandvæsen siger til TV2 Østjylland, at hans folk var på stedet i en times tid, mens politiets vagtchef Anders Kragh Madsen lørdag morgen fortæller, at man fortsat efterforsker brandårsagen.
På billeder fra i nat kan man se, hvordan enkelte folk står i vinduerne på Hotel Scandic og følger med i begivenhederne.