Trods kæmpe pose penge: Politikere vender tommelfingeren nedad
Der er mange penge på bordet, men tilfredsheden med nyt budgetforslag i Aarhus Kommune kan ligge på et lille sted.
- Min første reaktion var skuffelse.
Ordene falder som et langt suk fra Thomas Medom (SF), efter han er blevet præsenteret for Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaards budgetforslag for de kommende fire år.
Forslaget sætter flere penge af til skolerne, som Thomas Medom er rådmand for i Børn og Unge. Men alligevel er han altså ikke tilfreds med det, der er lagt frem.
- Det her budget skulle stå i folkeskolens tegn på grund af dens meget store økonomiske udfordringer, siger rådmanden.
I Århus Stiftstidende sagde Jacob Bundsgaard, at der ville komme et "markant løft" på over 100 millioner kroner til folkeskolerne.
I forslaget prioriteres 50 millioner i et permanent, årligt løft til kommunens 45 folkeskoler, mens to gange 50 millioner udmøntes over fire år.
Dertil kommer der ifølge budgetforslaget midler fra staten, så den samlede tilførsel kommer op på 400 millioner kroner i perioden 2025-2028. Altså 100 millioner kroner ekstra om året til skolerne.
Beløbet til skolerne er ikke det, rådmanden havde håbet på, og beløbet, skolerne mangler, bliver hurtigt endnu større, siger han. Ydermere er han meget kritisk over for, hvor pengene skal komme fra.
Hvor skal pengene komme fra?
I alt 100 millioner over de fire år kommer nemlig fra besparelser internt i Børn og Unge, hvor Thomas Medom står i spidsen.
Det betyder, at løftet til skolerne kan komme på bekostning af andre dele af børne- og ungeindsatserne.
- Det er jo de samme børn. Så er det bare i deres fritid, eller mens de er små, at man skal spare penge, siger Thomas Medom.
Men hvor skal pengene så komme fra?
- Der er over 500 millioner i råderummet at forhandle om i det her budget, så i første omgang er det dér, jeg vil kigge hen.
- Men på den lange bane er det ikke kun i folkeskolen, at der løbes for stærkt - det gælder også i ældreplejen, på socialområdet og i daginstitutionerne. Og så er vi klar til at diskutere, om en af landets laveste skatteprocenter skal være en smule højere, så vi i det hele taget kan få mere kvalitet i velfærden i Aarhus, siger Thomas Medom.
Over for TV2 Østjylland siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), at besparelserne i Børn og Unge skal sættes ind der, hvor man kan effektivisere og få mere for pengene.
Han siger, at det afhænger af de forestående forhandlinger i byrådet, om besparelserne ender med færre pædagoger og dårligere omsorg på børne- og ungeområdet.
Savner ældre i planen
Netop råderummet på 512 millioner kroner i budgetperioden - svarende til 128 millioner om året - er også noget af det, byrådspolitikerne fra Venstre lægger mærke til.
- Vi er glade for, at vi ikke skal ud i en større sparerunde, men at der er penge på bordet. Det giver et forhandlingsrum til nogle af de ting, vi gerne vil være med til, siger politisk ordfører Mathilde Hjort Bressum (V).
Det er vi ærgerlige over
Venstres leder i Aarhus, Christian Budde, sidder på rådmandsposten for Sundhed og Omsorg, hvor ældreområdet udgør en meget stor del af udgifterne. Der er i budgetforslaget ikke nævnt konkrete tiltag eller prioriteringer på det område - i stedet står der, at der i forhandlingerne skal findes penge til kernedriften i ældreplejen.
Det undrer Mathilde Hjort Bressum, at ældreområdet ikke spiller en større rolle i forslaget.
- Det er vi ærgerlige over, og det kommer vi til at bruge noget forhandlingskapital på at få opprioriteret, siger hun.
Til TV2 Østjylland siger Jacob Bundsgaard:
- Jeg har givet retning på nogle af de andre midler i råderummet, så vi også har mulighed for at investere i vores ældrepleje. Det er der brug for, og det er der heldigvis også penge til, siger han.
På trods af de mange penge på forhandlingsbordet skal byrådspolitikerne i Aarhus også finde besparelser. En af de helt store slåskampe er om anlægsbudgettet, hvor en analyse for nyligt viste, at der over ti år mangler mere end 1,6 milliarder kroner.
Her skal der findes besparelser ved at gennemgå de mange anlægsprojekter, der er planlagt, og finde nedbringe udgifterne. Hvordan det skal ende, afgøres ved forhandlingsbordet.