Vandrør oversvømmer Lones kælder igen og igen: - Det kan springe når som helst
For beboerne på Tranebærvej i Brabrand har vand i kælderen længe været en stor frygt.
Det er sket før for beboerne på Tranebærvej i Brabrand, og nu er det sket igen. For sjette gang i de seneste ni år.
Vandrøret på gaden er sprunget. For Lone Baun Madsen og hendes mand betød det, at hendes ferie med et enkelt opkald stoppede brat.
Hendes kælder stod nemlig under vand - igen. Det er sket to gange for hende, første gang i 2017 og senest den 20. august 2024.
- Vi er ret påvirkede af, at der ikke bliver skiftet rør på vejen, og så bliver vi utrygge over situationen, fordi røret kan springe når som helst, siger Lone Baum Madsen.
Uvidende om bristet lå Lone Baun Madsen og hendes mand den 20. august 2024 og sov på ferie på Mors.
Hendes kollega sov i kælderen i deres hus på Tranebærvej.
En mærkelig lyd vækkede hende. Det var mørkt, da hun trådte ud af sengen, og hendes fødder blev omringet af vand. Ægteparrets ferie på Mors blev afbrudt af opkaldet fra kollegaen. De skyndte sig hjem.
- Vi kom hjem tirsdag nat, og der var ingen, der kunne sige eller gøre noget. Min kollega sov i kælderen og vågnede ved 3-tiden, da vandet strømmede ind. Hun trådte ud på gulvet, og der var vand. Hun kunne se, at vandet på indersiden af glasdøren stod halvanden meter oppe, siger Lone Baun Madsen.
Kollegaen ringede rundt, og der gik halvanden time, før hun fandt frem til en privat VVS'er, der kunne komme og hjælpe med vandrøret.
- Vores hus ligger under vejens niveau, så når noget springer, går det direkte ned i vores kælder. Vi har stået sammen som naboer og hjulpet hinanden, men det er ikke holdbart i længden, siger Lone Baun Madsen til TV2 Østjylland.
Tidslinje over brist på vandrøret
2016: Vandrøret brister.
2017: Vandrøret brister, det går ud over Lone Baum Madsens kælder.
2020: 17. december, vandrøret brister, vand i beboers kælder.
2022: 17. april, vandrøret brister, vand i beboers kælder.
2022: Vandrøret brister, vand i beboers kælder.
2024: 20. august, vandrøret brister, det går igen ud over Lone Baum Madsens kælder.
Efter nogle timer blev hullet på vandrøret repareret. Men der gik ikke længe, før der igen opstod et problem med vandrøret. Det sprang nemlig igen.
- Alle de håndværkere, der var ude hos os, sagde, at røret burde blive skiftet. Det ville være billigere end at blive ved med at reparere det, fortæller Lone Baun Madsen.
Lone Baun Madsens kælder stod i 10-15 centimeters vand, og alle dørene var ødelagte. De havde dog heldigvis forsikring og lagt fliser i kælderen - en foranstaltning de tog efter det første brist på vandrøret.
- Det var vildt chokerende, og vi har været i chok. Man er jo helt ... man bliver voldsomt rystet. Det er chokerende, fordi det har været en gang, og vi har gjort alt, hvad vi kunne for at sikre os. Vi fik lagt fliser i kælderen efter første gang, fordi det var bedre, hvis det skulle ske igen, siger Lone Baun Madsen til TV2 Østjylland.
Men foranstaltningen har ikke været nok. Lone Baun Madsen er stadig træt af at være i uvished om, hvornår det sker igen.
- Vi er utrygge og vrede over, at det ikke forbedres, når der er så mange brud, siger Lone Baun Madsen.
Nye rør i sigte
TV2 Østjylland har spurgt Aarhus Vand om de gentagne brud på vandrøret på Tranebærvej, og projektchef Kurt Brinkmann Kristensen svarer i en skriftlig kommentar:
"Hos Aarhus Vand foretages prioritering af fornyelser af vandledninger på baggrund af en risikovurdering af de eksisterende ledningers tilstand, hvor brudfrekvens bliver opgjort på baggrund af registrerede driftshændelser i området. På den baggrund har tidspunktet for fornyelse af vandledninger på Tranebærvej været prioriteret til at skulle ske i 2025-2026."
De mange henvendelser fra grundejerforeningen til Aarhus Vand har ifølge Kurt Brinkmann Kristensen bidraget til, at vandrørene har været under observation i længere tid.
Det har været med til, at ledningsprojektet er blevet opprioriteret og planlagt til udførelse ved årsskiftet. Ifølge Kurt Brinkmann Kristensen startede fremrykningen af vandledningsprojektet for et halvt år siden.
"Vi er meget tæt på at projektere ledningsprojektet og forberedelse til udførelse og afventer nærmere beslutning om endeligt opstartstidspunkt ved entreprenøren i Vandpartner. Vi har mange projekter gennem året, så vi skal have timet det rigtigt. Vi skal også have meldt ud til beboerne, hvornår det sker" skriver han til TV2 Østjylland.
Håbefulde beboere
Udsigt til nye rør gør Lone Baun Madsen rigtig glad. Hun talte med Aarhus Vand torsdag, og der var der ikke den samme melding.
- Jeg fik at vide, at der ikke var nogen planer, men måske skete der noget i 2025. Jeg fik også at vide, at det sprungne rør den 20. august ikke ville gøre nogen forskel, fortæller hun.
Lone Baun Madsen ser frem til at forhåbentlig slippe for vand i kælderen og få flere uafbrudte ferier.
- Jeg håber, det bliver lavet hurtigst muligt, og at vi bliver sikre på, at rørene bliver i god kvalitet, fordi lige nu sover vi ikke ordentligt, fordi det er så belastende at være bekymret, siger Lone Baun Madsen.