Horsens-træner: Fair at skyde skylden på ham, der har ansvaret

AC Horsens-manageren er sjældent blevet nævnt, når spekulationer omkring trænerfyringer tromler derudaf. Men det har ændret sig i takt med forårets præstationer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Bo Henriksen siger tak for kampen til AGF-træner David Nielsen, efter sidstnævntes mandskab søndag eftermiddag hev en 3-1-sejr i land over AC Horsens. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Så sent som i februar var han én af tre nominerede til prisen som årets træner i Danmark.

Bo Henriksen fik på fornem vis AC Horsens i Mesterskabsspillet i sidste sæson, og ved årsskiftet lå holdet på 8.-pladsen, blandt andet som følge af en række imponerende udesejre over FCK, Brøndby og FC Nordsjælland.

Selvom det ikke var nok til at slå Åge Hareide om titlen som årets træner, så var der masser af beundring for det stykke arbejde, Bo Henriksen leverede i de ydmyge rammer på Langmarksvej.

I dette forår har piben dog fået en anden lyd, i takt med at De Gules præstationer er blevet mere og mere miserable.

Én sølle sejr er det blevet til, og den skal vi helt tilbage til 17. februar for at finde. Her hentede AC Horsens en 3-0-sejr over Vendsyssel. Siden da er det blot blevet til to uafgjorte og hele otte nederlag - senest søndag eftermiddag mod AGF.

Det frie fald har så småt startet debatten om, hvorvidt Bo Henriksen stadig er den rette mand ved roret i AC Horsens. En debat, hans navn ellers konsekvent har været fritaget for.

- Sådan er virkeligheden. Det er jo fair nok at skyde skylden på ham, der har ansvaret. Det har jeg det helt fint med, det er det job, jeg nu en gang har, fortalte Bo Henriksen til Skipperligaen efter søndagens nederlag i Aarhus.

Se hele Skipperligaens live-interview fra Aarhus med AC Horsens-lejren, hvor vi også snakkede med Hallur Hansson og Nicolai Brock-Madsen:

Den karismatiske træner tager altså situationen med vanlig ophøjet ro og masser af selvsikkerhed.

- I sidste ende ved jeg, at jeg kan redde det her. Jeg ved, at jeg er den rigtige til at gøre det. Men det er jo ikke mig, der sidder og skal bestemme det.

I sidste uge udtalte AC Horsens' bestyrelsesformand, Bo Pinholt, til Horsens Folkeblad, at navnebror Henriksen har meget lang snor.

AC Horsens skal nu ud i to kampe mod Vendsyssel. Den samlede vinder klarer frisag, mens taberen - igen over to kampe - skal møde nummer tre fra 1. division.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her