Borgmesters kone er død af kræft
Favrskovs borgmester, Lars Storgaard (K), har mistet sin kone og livsledsager gennem 42 år. Det fortæller han her til aften via Facebook.
- Kære Facebookvenner. Dette er det sværeste Facebook opslag fra mig nogensinde.
Sådan indleder Favrskovs borgmester, Lars Storgaard (K), et facebookopslag torsdag aften.
I opslaget fortæller han, at han har mistet Inge Merete, sin kone og livsledsager gennem 42 år efter længere tids kræftsygdom. Hun døde torsdag eftermiddag på Hospice Djursland.
- Hun var omgivet af hendes nærmeste. Hun vil altid være højst elsket og dybt savnet, slutter Lars Storgaard opslaget.
Efter kommunalvalget i november og den efterfølgende konstituering satte Lars Storgaard sig fra årsskiftet i borgmesterstolen i Favrskov Kommune.
Han overtog posten fra socialdemokraten Nils Borring, der havde været borgmester gennem 12 år.