Kæresten slog hurtigt alarm, og det reddede Egons liv
En hurtig reaktion på slagtilfælde kan være med til at redde liv. Det kan Egon Bjerring skrive under på.
En tidlig majmorgen i år vågnede Egon Bjerring i sit hjem i Hadbjerg ved Hadsten - men noget var ikke, som det plejede. Han kunne nemlig ikke rejse sig fra sengen.
- Min højre side virkede overhovedet ikke, siger Egon Bjerring til TV2 ØSTJYLLAND.
Egon Bjerring var ramt af en blodprop i hjernen, og det kom som et stort chok for familien.
- Han havde aldrig været syg. Jeg blev noget overrasket, siger Egon Bjerrings søn Rasmus Bjerring.
Fakta om blodpropper og hjerneblødninger
- Hvert år rammes omkring 12.000 danskere af slagtilfælde – altså blodpropper og blødninger i hjernen.
- 85% af slagtilfældene er blodpropper, mens de sidste 15% er blødninger i hjernen.
- 90% af de 12.000 danskere overlever.
- 50% får varige mén.
- Kommer man hurtig i behandling er risikoen for dødsfald og alvorlige følgevirkninger mindre
Kilde: Hjertevagt
Heldigvis var Egon Bjerrings kæreste hjemme. Hun fik hurtigt ringet 112, og fem timer senere lå han færdigopereret på en stue på Aarhus Universitetshospital. Kun to dage efter blev han udskrevet, tre måneder efter kom han tilbage på arbejde, og i dag er alt som før blodproppen.
- Jeg har det helt fint i dag. Jeg står stadig tidligt op om morgenen, siger Egon Bjerring.
Vigtig med hurtig reaktion
At Egon Bjerring kunne slippe med livet i behold og uden varige mén, skyldes formentligt kærestens hurtige reaktion.
Det er nemlig vigtigt, at man hurtigt kommer i behandling, hvis man har fået en blodprop eller en blødning i hjernen, siger Claus Ziegler Simonsen fra neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
- Jo hurtigere vi kommer i gang med behandlingen, jo større er chancen for et liv uden handicap, siger han.
Kend symptomerne på blodprop eller blødning i hjernen:
- Din mundvige hænger i den ene side
- Hvis du strækker armene frem, falder den ene arm ned
- Din tale bliver utydelig og usammenhængende
Hvis du en dag oplever følgende symptomer, skal du hurtigst muligt ringe 112.
Kilde: Claus Ziegler Simonsen, neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Claus Ziegler Simonsen opfordrer derfor til, at man straks ringer 112, hvis man oplever en eller flere af symptomerne.
Han dør med en murske i hånden
Tilbage hos Egon Bjerring er alt igen, som det var før blodproppen ramte, og han er tilbage på sit arbejde som murermester.
- Jeg kan ikke forstille mig, at min far skulle sidde stille i en lænestol derhjemme og sidde og kigge ud på haven. Han har arbejdet syv dage om ugen altid. Han dør med en murske i hånden, siger Rasmus Bjerring.