Teenagere spærret inde - knivoverfald har rystet mange
TV2 Østjylland har besøgt stedet, hvor en 15-årig dreng på en folkeskole i Horsens blev snittet med en kniv.
Skolegården er fuld af latter og råb fra skolens mindre børn, som leger sammen i frikvarteret.
Med ét afsluttes deres leg af skoleklokken. De løber ind og efterlader skolegården øde.
En skolegård, som indtil for kort tid siden var plastret til med politiafspærring og politifolk, som var til stede for at berolige og tale med elever og forældre.
Men da TV2 Østjylland onsdag besøger Bankagerskolen i Horsens, er det ikke umiddelbart til at mærke, at en ung dreng et døgn tidligere blev snittet med en kniv.
Onsdag blev to teenagedrenge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens, sigtet for særlig farlig vold begået over for en 15-årig dreng, som er elev på Bankagerskolen i Horsens.
Drengen fra 9. klasse blev snittet med en kniv ude på gangen i skolen af to drenge.
Han fik snitsår i begge skuldre samt ved venstre albue.
Forældre rystede
På Bankagerskolen går mere end 700 elever fra 0.-9. klasse, men de sigtede drenge går ikke på skolen og må derfor være gået ind udefra med kniven.
Og det er tydeligt at mærke, at episoden er noget, der har rystet mange mennesker i Horsens.
På skolens parkeringsplads taler TV2 Østjylland med flere personer, heraf flere forældre til elever på skolen.
En bil med en mor og et barn standser. Her fortæller moren til TV2 Østjylland, at hendes søn, som sidder på sædet ved siden af hende i en sort jakke, var til stede, da knivoverfaldet skete. De virker begge berørt af episoden.
En anden forælder fortæller, at han aldrig havde troet, at den slags kunne ske i Horsens.
Man kan stadigvæk være tryg
Selvom det ikke virker til, at børnene, som TV2 Østjylland ser i skolegården onsdag, er berørte af situationen, er Horsens Kommune alligevel opmærksomme på at hjælpe børnene så godt, de kan i den her situation.
- Vi sørger for at tale med børnene om, hvad der er sket, og også fortælle, at det her er en særlig situation, siger Mette Faust, der er direktør i Børn, Unge og Kultur i Horsens Kommune.
Derudover fortæller hun, at de har fået at vide, at politiet endnu ikke kender motivet for knivoverfaldet endnu, men ifølge hende, er det tre unge drenge, der kender hinanden.
- Vi er enige med politiet om, at det her ikke er et overfald på en tilfældig elev. Derfor kan man stadigvæk være tryg og rolig, når man går i skole, siger hun.
En alvorlig sag
Tidligere på formiddagen onsdag var politiet til stede ved skolen for at tale med forældre og elever.
- Det er en tragisk sag blandt nogle helt unge mennesker, og det har et frygteligt udfald og konsekvenser, også for de to sigtede. Vi fokuserer nu rigtig meget på de tryghedsskabende indsatser, for vi anerkender fuldt ud og er meget bevidste om, at det er noget, der påvirker, siger Finn Ellesgaard Nielsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.
Ifølge Finn Ellesgaard Nielsen er det ikke blevet farligere at være ung i Horsens eller området omkring Bankagerskolen.
- Det er ikke elever, der har gået på skolen. På den måde har det ikke en direkte forbindelse til lokalområdet, som vi ser sagen, siger han.
Onsdagens grundlovsforhør ved Retten i Horsens foregik for lukkede døre, og der blev nedlagt navneforbud i sagen.
Kort efter dagens retsmøde talte TV2 Østjylland med anklageren.
- Der er begået et knivstikkeri på en skole af to meget unge mennesker, så det er en ganske alvorlig sag, siger anklager Maja Krog fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.
Derudover kom det ved grundlovsforhøret frem, at de sigtede varetægtsfængsles indtil 8. januar i surrogat, hvilket betyder, at de afsoner et andet sted end i fængsel, fordi de er mindreårige.