Fald i indbyggertal - øer tager nye midler i brug
De seneste 10 år er flere flyttet fra de østjyske øer. Derfor må øerne tage alle kneb i brug for at tiltrække tilflyttere.
Nye beboere er vigtige for, at de små ø-samfund kan hænge sammen. Men inden for de seneste 10 år, har de østjyske øer samlet oplevet en tilbagegang i antallet af indbyggere.
- Det er kun ærgerligt, for der er så mange værdier som vi gerne vil dele med andre, siger Ib Elgaard fra Bosætningsgruppen på Endelave.
Derfor tager øerne nu sagen i egen hånd og nye midler i brug.
Eksempelvis har man med penge fra Horsens Kommune valgt at stille en gratis lejlighed til rådighed på øen Endelave for at tiltrække flere beboere.
Ligeledes byder man på Samsø tilflyttere velkommen med rådhusreception og bålhygge.
Folk flytter væk
I alt er 378 indbyggere flyttet fra de østjyske øer siden 2009. Og det kan også mærkes på Endelave.
- Aldersfordelingen er i den tunge ende, og for at et helårs samfund skal kunne fungere, skal vi gerne have folk i alle aldre, siger tidligere skoleleder på Endelave Skole Bente Skovgaard.
Hos Sammenslutningen af Danske Småøer er man heller ikke i tvivl om, at tiltag som et lejlighedstilbud på Endelave vil have en effekt. Men ifølge formanden er det også vigtigt, at kommunerne sikrer en god infrastruktur.
- Det er super vigtigt, at der er stabilitet og hyppighed omkring færgerne. Det skal være muligt at pendle fra en ø som Endelave, siger formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther.
Flere interesserede
Siden den lokale bosætningsgruppe offentliggjorde tilbuddet i april, har der været 12 henvendelser på lejligheden, der er en gammel lærerbolig på øens tidligere folkeskole.
- Vi tilbyder at lade folk blive boende i fire måneder, da det kan være en stor beslutning at skulle flytte til en ø. Derfor skal vi hjælpe dem lidt på vej, siger Bente Skovgaard.
Og allerede nu er den første lejer klar til at flytte ind.
- Den 1. september flytter den første ind, og vi har også knyttet vedkommende til et af øens erhverv på deltid, siger Ib Elgaard.
Ro og fællesskab
Med det nye tilbud på Endelave håber både Bente Skovgaard og Ib Elgaard på, at et kortere ophold på øen vil få folk til at bosætte sig efterfølgende.
- Jeg tror, de vil opdage, at der også er liv på en ø uden for sommerferien. Jeg tror, der er rigtig mange, der i øjeblikket søger det fællesskab og den ro, der er på øen, siger Bente Skovgaard.
Lejligheden vil være mulig at benytte året rundt på nær i sommermånederne.