Unge kandidater går sammen på tværs af partier
To yngre kandidater fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre i Aarhus var søndag ude at stemme dørklokker for at få andre unge til at stemme.
- Vi er byrådskandidater her i Aarhus og er ude minde folk om, at de skal huske at stemme.
Ordene kommer som en strøm fra Anders Winnerskjold (S), som de formentlig har gjort det mange, mange gange tidligere i valgkampen.
Den 29-årige socialdemokrat er sammen med sin 23-årige politiske konkurrent Mathilde Hjort Bressum fra Venstre søndag ude for at fiske stemmer og i det mindste minde folk om, at de bør stemme.
Og især kommunens yngre del af befolkningen bør sætte deres præg på det kommende byråd, mener de.
- Gennemsnitsalderen i Aarhus Byråd er omkring 58-59 år, men gennemsnitsalderen for borgerne er 27, fortæller Mathilde Hjort Bressum til en af de borgere, den blårøde duo støder på.
Helt så skævt står det dog faktisk ikke til, for gennemsnitsalderen i Aarhus Kommune er ifølge Danmarks Statistik 37,8 år. Mathilde Hjort Bressum er kommet til at lave en fejl, medgiver hun selv, da TV2 ØSTJYLLAND taler med hende senere på dagen.
Tallene for stemmeafgivning taler dog et helt tydeligt sprog. Ved kommunal- og regionalvalget i 2017 var det kun 55 procent af de 22-29-årige, der stemte. Til sammenligning kom 80 procent af de 60-79-årige ned og fik sat krydser.
To partier – fælles kampagne
Bressum og Winnerskjold ser intet i vejen for, at de laver valgkampagne sammen, selvom de er fra hvert deres parti.
- Det vigtigste er demokratiet, og at folk kommer ned og stemmer. Så det er sådan set lige vidt, om de stemmer på Anders eller mig. Så længe folk kommer ned og stemmer, er vi sikre på, at flere føler sig repræsenteret, siger Mathilde Hjort Bressum, inden Anders Winnerskjold bryder ind:
- Ah, det er ikke helt lige vidt, men næsten, siger han med et stort grin.
Men er det så kun lige op til kommunalvalget, at man kommer ud og stemmer dørklokker?
- Jeg synes altid, at kommunalpolitik er vigtig - også mellem valgene. Men det er klart, at nu, hvor valgplakaterne er oppe, og man skal ned i stemmeboksen, så bliver det endnu mere aktuelt at huske folk på, at de skal komme ned og sætte deres kryds, siger Anders Winnerskjold.
Valget løber af stablen den 16. november.