Fiskere går i rette med tidligere næstformand: 'Lort han lukkede ud'
Der er hverken dårlig stemning eller nogen, der bliver presset ud. Sådan lyder det nu fra fiskerne, efter deres tidligere formands udmelding.
Stemningen på Bønnerup Havn er på ingen måde dårlig.
Det er den udmelding, elleve fiskere nu kommer med, efter de fik sig noget af et chok, da de så TV2 Østjylland torsdag aften.
Her kunne de nemlig se, at den tidligere næstformand i Bønnerup Havn, erhvervsfiskeren Per Skødt Hansen, udtalte, at han ikke mener, at stemningen er helt i top ovenpå sidste års konflikter i bestyrelsen for Bønnerup Havn.
- Fordi vi føler, at vi lige så stille bliver fortrængt fra havnen. Det er trods alt fiskerne, der byggede havnen i sin tid. Vores hverdag bliver mere og mere besværliggjort, og man forsøger yderligere at gøre det mere besværligt, sagde Per Skødt Hansen torsdag til TV2 Østjylland.
Det er det, der nu får elleve fiskere til at gå i rette med hans udtalelser.
- Jeg tror, alle andre end næsten ham selv, var chokeret over det lort, rent ud sagt, han lukkede ud, siger Ejner Thomassen, der er en af underskriverne på en fælles pressemeddelelse, fiskerne har sendt ud.
Meget uenige
Per Skødt Hansen var en af de i alt tre bestyrelsesmedlemmer, der forlod bestyrelsen i protest ovenpå uenigheder i havnens bestyrelse. Siden er der blevet sammensat en ny bestyrelse, men altså ikke en, som Per Skødt Hansen mener, har formået at skabe den rette stemning.
Da fiskerne så den udtalelse fik de hurtigt ringet rundt og aftalte at dementere det, fortæller Ejner Thomassen.
- Vi er meget uenige med ham, og det skal ikke være sådan, at folk i byen tænker, hvad fanden, er det virkelig sådan, det er på Bønnerup Havn. Så vi synes, den melding skulle ud, siger han.
Derfor indleder fiskerne den fælles pressemeddelelse således:
- Efter at have set nyhedsudsendelsen i TV2 Østjylland fra i går torsdag d. 11. juli. klokken 19.30 om Bønnerup Havn, føler vi fiskere, at vi ser os nødsaget til at reagere.
Dialog og hjælp
Efterfølgende forklarer fiskerne, at de ikke kan genkende udmeldingerne fra Per Skødt Hansen.
- Det kan vi som fiskere absolut ikke genkende. Vi får en god behandling fra havnens bestyrelse, og havnens udvikling det seneste år er en fornøjelse at se på, skriver fiskerne i pressemeddelelsen.
Heri i nævner de oprydning, nye skraldespande, indkøbte borde-bænkesæt som positive goder, havnens bestyrelse er kommet med.
- Vi møder en bestyrelse, der er imødekommende og gerne vil dialog og gerne vil hjælpe, står der fortsat.
Torsdag understregede nuværende bestyrelsesmedlem i Bønnerup Havn, Benny Hammer, at det er bestyrelsens ønske at have en fiskerihavn - også i fremtiden.
Og det er tilsyneladende også den oplevelse, flere fiskere sidder med. De forklarer, at fiskeri er et trængt erhverv, men at de alligevel føler sig imødekommet.
- Fiskerne forsvinder fra havnene, sådan er det også her, men havnen vil os stadig. Jeg synes virkelig, de er gode, siger Ejner Thomassen.
Derfor afslutter fiskerne også den fælles pressemeddelelse med at slå helt fast en gang for alle:
- Som fiskere føler vi os velkomne i Bønnerup Havn!
Selv tager hovedpersonen, Per Skødt Hansen, det ganske roligt, at det ikke er alle, der er lige med ham.
- De har deres mening, men jeg har jo lov til at have min mening, siger han til TV2 Østjylland og understreger, at han har talt med flere, der også er enige med ham.