Tusinde på vej: Advarer om trafik-kaos til festival
Søndag begynder årets Smukfest, og allerede nu advarer myndighederne om køer på særligt et sted.
Smukfest er år efter år udsolgt, og det betyder, at der søndag ventes flere tusinde gæster, når teltpladserne åbner i skovene ved Skanderborg.
Mange kommer til festivalen via motorvej E45, og det giver i år yderligere udfordringer.
Langs det meste af Østjyske Motorvej er nemlig præget af vejarbejde, da der skal udvides til tre spor i hver retning mange steder.
Vejdirektoratet advarer nu om, at der kan komme lange køer på E45. Allerede fra søndag morgen og til hen på eftermiddagen forventer Vejdirektoratet, at der kan være trængsel på vejene i og omkring Skanderborg og ved frakørslen til Ejer Bavnehøj.
Vejdirektoratet kommer derfor med en række råd til Smukfest-gæster og andre trafikanter:
Gåde råd til trafikanter
For gæster til Smukfest:
Kør hjemmefra i god tid, da trafikken vil være påvirket. Det gælder særligt søndag 4. august, tirsdag 6. august og onsdag 7. august – alle dage med størst risiko for kø mellem kl. 10.00 og 16.00.
Slå navigationen fra og kør efter de gule skilte i området med teksten ”Smukfest”.
Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, inden du kører.
Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører.
For øvrige trafikanter:
Forvent kødannelser i og omkring Skanderborg alle dage, herunder på E45 mellem Skanderborg og Ejer Bavnehøj. Der er størst risiko for kø mellem kl. 11.00 og 14.00.
Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, inden du kører.
Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører.
For rejsende med kollektiv trafik:
Tjek Rejseplanen og besøg Midttrafiks hjemmeside.
Kilde: Vejdirektoratet
Smukfest har to parkeringspladser: Giraffen på Hylkevej 3 og Elefanten på Horndrupvej 4B. Ved hver af pladserne er der aflæsnings-zoner, hvor man har tre minutter til at sætte gæster og bagage af.
Fra parkeringspladserne går der shuttlebusser til festivalen og campingområderne.