Østjysk sølv ved OL
Det danske dressurlandshold vandt sølv i holdkonkurrencen og afsluttede Danmarks medaljetørke ved OL.
Så er Danmark omsider på medaljetavlen ved OL i Paris.
Det danske dressurhold sluttede holdkonkurrencen, Grand Prix Special, på andenpladsen og sikrede sig sølv. Kun Tyskland med den levende dressurlegende Isabell Werth i spidsen var bedre end den danske trio.
I den sidste af tre runder bragte Cathrine Laudrup-Dufour med en stærk præstation Danmark i spidsen.
Men tyskernes sidstekvinde, Jessica von Bredow-Werndl, sikrede under hårdt pres Tyskland guldmedaljerne i en meget tæt afgørelse.
I de smukke omgivelser ved Versailles-slottet gav Daniel Bachmann Andersen og hesten Vayron Danmark en solid start ved at lave 75,973 procent. Det er tæt på hans personlige rekord i Grand Prix Special. Daniel Bachmann Andersen kommer fra Hammel, og har også boet ved Ebeltoft og på godset Julianelyst uden for Horsens.
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter fulgte op med 78,480 procent. Det var et stykke fra hendes bedste, men godt nok til at bringe Danmark midlertidigt i spidsen for konkurrencen.
Isabell Werth levede dog op til sin status som dressursportens dronning og sørgede i sit syvende OL for klar tysk føring, inden den sidste ekvipage fra hvert af de ti hold skulle på banen.
Laudrup-Dufour og hesten Freestyle brillerede med 81,216 procent, og da stod det klart, at det som minimum ville blive dansk sølv. Men Jessica von Bredow-Werndl klarede lige akkurat at holde tyskerne i front.
Danmark kom til OL med status som regerende verdensmester efter triumfen på hjemmebane i 2022 og startede konkurrencen som en varm medaljekandidat.
I kvalifikationen tidligere på ugen blev danskerne også nummer to efter Tyskland.
Søndag får de tre danske ekvipager en ny chance for OL-succes, når det gælder den individuelle finale, Grand Prix Kür.