Her koster én kvadratmeter over 400.000 kroner

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Udgivet Opdateret

Der skal den helt store pengepung frem, hvis man vil erhverve sig et hus på bare 22 kvadratmeter.

Det er nemlig lige nu sat til salg til 10,5 millioner kroner. Det giver en kvadratmeterpris på 407.767 kroner.

Huset fremstår ikke som meget mere end et skur med bliktag, og en stor del af grunden er fuldstændig tilvokset, så hvorfor den høje pris?

Svaret er ifølge Jesper Rasmussen, ejendomsmægler og indehaver af Nonbo & Eland, den gamle tommelfingerregel i branchen: Beliggenhed er altafgørende.

- I Skæring Strand-området er der ikke noget niveau over den grund. Der er ikke noget, der er bedre, siger han.

Huset ligger nemlig på en mere end 1100 kvadratmeter stor grund lige ned til vandet ved Skæring Strand.

Grunden ligger lige ved stranden og med udsigt ud over Aarhusbugten. / Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Området var tidligere et sommerhusområde, men blev for nogle år tilbage omdannet til byzone. Så øjnede flere en mulighed for helårsbeboelse med havudsigt, og priserne skød i vejret.

Så på trods af det omtalte hus' størrelse og kvalitet og grundens nuværende udseende, er det altså stadig mange penge værd.

- Huset kunne 50, 100 og 150 kvadratmeter. Det ville i udgangspunktet ikke ændre på prisen. Så skulle ejendommen være relativt nybygget eller virkelig have en vis karakter med noget kant, fortæller Jesper Rasmussen.

I Nonbo & Elands salgsannonce gøres der da heller ikke noget forsøg på at sælge huset. Det er kun grunden og dens potentiale, der betyder noget.

Ifølge Jesper Rasmussen vil potentielle købere af en sådan grund være villige og i stand til at bygge nyt ud over købesummen.

- Køber man sådan en grund, gør man det for at bygge selv, siger han.

Grunden strækker sig mellem Havbakkevej langs stranden og Strandvangsvej i toppen. Den store højdeforskel giver mulighed for havudsigt ud over Aarhusbugten og for eksempelvis et bådhus nede ved stranden.

Huset har været til salg siden april 2024, men Jesper Rasmussen siger, at man er i kontakt med en interesseret køber.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her