Kampfly giver ansættelsesboom i Grenaa
Terma Aerostructures i Grenaa får brug for 200 nye medarbejdere, fordi virksomheden skal levere dele til Danmarks nye kampfly
Medarbejderne hos Terma Aerostructures i Grenaa kommer til at hilse på mange nye kolleger de kommende år.
Virksomheden skal levere dele til de kampfly, som Folketinget tidligere på året besluttede, at Danmark skal købe.
Den opgave betyder, at der bliver brug for at udvide medarbejderstaben fra 300 til 500, fortæller direktør Ole Graversen fra Terma Aerostructures.
Læs også:
Han peger på, at de mange nyansættelser smitter positivt af på lokalområdet.
- For Grenaa betyder det, at nogle vil bosætte sig i området. Skoler, butikker – hele området - vil få ekstra aktivitet og dermed ekstra værdi, siger Ole Graversen til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Et af de nye ansigter hos Terma Aerostructures er 62-årige Hans Gry Rasmussen, der arbejder som truckfører.
- Jeg synes, det er et af de bedste job, jeg har haft. Man kommer meget rundt, får noget socialt - og så får man motion, siger han om jobbet.
Det er planen, at alle 200 nye medarbejdere skal være på plads i løbet af de kommende tre år.