Kritik: Bagsiden af gylle-eventyret mangler
Alt for ensidig info om biogas. Sådan lyder kritikken fra en række lokalpolitikere op til dagens borgermøde på Djursland.
Kan man høre hele sandheden fra biogasindustrien?
Jo, i tilstrækkelig grad, mener medarrangør af et borgermøde på Djursland, Venstre-borgmester Kasper Bjerregaard.
Ikke hele sandheden, lyder kritikken fra Enhedslisten og SF i Norddjurs Kommune.
- Det er ret simpelt. Når det er brancheforeningen, som laver oplægget, mangler der nuancer, siger SF'eren Kasper Vindbjerg.
Op til 100 mennesker forventes til aftenens borgermøde om biogas i Ørum Aktiv Center.
Forlystelserne vandt - nyt sted skal findes
Efter et fejlslagent forsøg på at få et kæmpeanlæg tæt på Djurs Sommerland, er Syddjurs Kommune gået sammen med nabokommunen om at finde en god placering.
Tre aktører har meldt deres interesse, og kommunerne vil gerne dele info med interesserede borgere.
Hvad er biogas?
Biogas er gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af organisk stof under iltfrie forhold.
Den består af 50-80% methan og 20-50% kuldioxid.
Produktion af biogas
Biogas produceres teknisk ved behandling af organisk affald, spildevand, slam eller energiafgrøder i biogasanlæg.
Biogasanlæg kan også udvinde gas fra lossepladser.
Gassen bruges til at producere el og varme.
Et mellemprodukt ved biogasprocessen er brint.
Biogas i Danmark
Biogasanlæg blev introduceret i landbruget i slutningen af 1970'erne.
I 2022 producerede danske biogasanlæg ca. 22 PJ (petajoule), svarende til 4,5% af det danske energiforbrug.
I 2023 udgjorde biogas 38% af det danske gasforbrug.
Energistyrelsen forventer, at produktionen vil nå op på omkring 50 PJ (petajoule) i 2030.
Kilde: Henze, Mogens; Andersen, Ellen Ø.: biogas i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 21. juni 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/biogas
- Biogas Danmark kommer med viden og erfaringer, og så kommer rådgivningsfirmaet NIRAS og fortæller om processen, siger Norddjurs' borgmester Kasper Bjerregaard og fortsætter:
- Det er først, når projekterne bliver konkrete, at vi ser på alle dele af anlæggene. Det er klart, at de konkrete projekter skal trykprøves.
Kan man høre hele sandheden fra en brancheforening?
- De kan fortælle om erfaringerne fra andre steder og mulighederne. Vi er i denne absolutte start, og vi kommer til at folde det mere ud senere, siger Kasper Bjerregaard.
Der skal mindre mælk og kød til i fremtiden
Forventningen er, at et biogasanlæg på Djursland i høj grad vil producere energi fra lokale landmænds gylle.
Her ønsker de to kritiske partier, Enhedslisten og SF, at borgerne også får information om hele energiregnskabet i produktionen af de svin, som leverer gylle til anlægget.
Det vil Biogas Danmark fortælle om på borgermødet
Borgermødet finder sted mellem 17-19 i Ørum Aktiv Center. Det er blandt andet fagdirektør Bruno Sander Nielsen fra Biogas Danmark, der holder oplæg.
Han køber ikke kritikken af, at gyllens vej til biogasanlægget er med til at fastholde en bestemt landbrugsform fremfor en anden.
- Det er ikke pga. biogasanlægget, at der bliver lavet mælk og kød. Vores rolle er at udnytte restprodukterne til energiproduktion og samtidig kunne erstatte nogle fossile energiformer, siger Bruno Sander Nielsen.
Men er jeres branche ikke med til at fastholde bestemte produktionsformer i landbruget?
- Nej, levering af gylle er ikke afgørende for, om en griseproducent har en forretning.
Udgør det ikke en handelsvare, som de kan tjene penge på?
- Det er en ressource, men aftalen mellem landmand og biogasanlægget varierer meget. Typisk låner biogasanlægget gyllen et par uger, fjerner gassen, og giver gødningen tilbage. Forenklet er det den metan, som ellers ville blive udledt, hvis det var blevet i en gylletank.
Men hvorfor ser I ikke på et samlet energi-regnskab, som også indtænker hele produktionskæden af eksempelvis svinekød, når I skal vurdere om biogas på gylle er neutralt?
- Vi har ikke den slags regnskaber. Vores fokus begynder populært fra bagenden af grisen, fordi gyllen er et restprodukt herfra.
Hvordan kan I så vide, at det er klimaneutralt?
- Det er vurderingen fra både EU-direktivet om vedvarende energi og flere førende eksperter. Det fremgår tydeligt af de klimaregnskaber, som findes på området. Hvis gyllen bare lå i gylletanken i stedet, ville der ske en merudledning af diverse klimagasser, som vi her fjerner, og oveni det kommer der en yderligere reduktion, når biogassen erstatter fossil energiformer som eksempelvis naturgas.
- Ved at bruge restprodukterne fra svine- og mælkeproduktionen er man også med til at understøtte produktionen af dyr. Lige nu har vi et kæmpe problem med havmiljøet, og hvor udskylninger af næringsstoffer fra landbruget er hovedårsagen, siger SF'eren Kasper Vindbjerg og fortsætter:
- Derfor skal vi se ind i en fremtid, hvor vi skal have langt mindre animalsk produktion og passe bedre på vores havmiljø.
Hvorfor gør I jeres modstand mod et eventuelt kommende biogasanlæg til en modstand mod et borgermøde?
- Når man holder et borgermøde, skal det også så vidt muligt bygge på objektiv information og ikke ren information fra brancheforeningen. Det skal ikke kun være os, der markerer en politisk uenighed mod biogas til et borgermøde.
Medlem af Klimarådet: Biogas har sin plads i Danmark
Marie Münster er professor i energisystemanalyse ved DTU og sidder med i Klimarådet, der skal rådgive om omstillingen til et klimaneutralt samfund.
Ifølge hende hører biogas til i den grønne omstilling af Danmark, men det kræver flere nuancer for at vurdere, om det er klimaneutralt eller ej.
- Det afhænger af, hvad det bliver produceret af, og hvad det fortrænger. Der er nogle sektorer, hvor det er svært at elektrificere, og her kan biogassen give en hånd. Det handler fx om højtemperatur-procesvarme i industrien, flydende brændstoffer til tung transport og som backup for at sikre høj forsyningssikkerhed i el-sektoren, siger hun.
Men glemmer man det fulde energiregnskab, når man ser på biogas lavet på gylle?
- Det kommer an på, hvordan det hjælper dig som landmand. Får du penge for at låne gyllen ud til biogasanlægget? Og gør de penge, at du bliver ved med at producere animalsk fremfor at skifte til en vegetabilsk produktion? Det er det store spørgsmål.
Ifølge Biogas Danmark er der godt 100 biogasanlæg i Danmark lige nu.