Løse brønddæksler udfordrer trafikken på E45
De største nedløbsbrønde har en diameter på 60 centimeter. Heldigvis er der ifølge Vejdirektoratet ikke registreret uheld som følge af løse eller manglende dæksler.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må føles at sidde bag rattet i en bil, der drøner hen over et hul på 60 centimeter i diameteren.
Okay, drøner er måske en overdrivelse, når hastigheden er begrænset til 80 kilometer i timen, men alligevel.
Forleden kom der i de tidlige morgentimer først én melding og så en time senere endnu én fra Vejdirektoratet, der på sit live-trafikkort oplyser om ting i trafikken, der er rare at vide for bilisterne.
Meldingerne gik på, at man skulle være opmærksom på åbentstående brønddæksler på den østjyske motorvej E45.
TV2 Østjylland tog derpå kontakt til Vejdirektoratet med et godt, gammeldags undre-spørgsmål, for hvad gik det nu ud på?
Åbentstående brønddæksler er ikke noget, man hører om hver dag, og vi dækker jo ellers trafikken - og meget andet relevant for østjyderne - myreflittigt i vores nyhedsblog "Seneste nyt".
De bliver suget op
Svaret på spørgsmålet får vi fra projektchef Robin Højen Madsen.
Dækslerne står åbne, fordi bilerne kører hen over dem i vejsiden, og det hele hænger sammen med, at trafikken for tiden nogle steder bliver ledt ud i nødsporet som følge af det omfattende vejarbejde, der er i gang på strækningen hele vejen fra Kolding til Randers.
Det er derfor, man kun må køre 80.
- Vi sendte en mand ud for at se på sagen, og han mener, at dækslerne enten bliver suget op af lastbiler, eller også bliver deres hængsler simpelthen kørt i stykker, så de løsner sig, siger Robin Højen Madsen.
- Vi vil gerne have, at folk kontakter os, hvis de ser et dæksel, der er røget af, for så kører vi ud og får spærret sporet og ordnet det hurtigst muligt, så det ikke er farligt for trafikken.
De største nedløbsbrønde har en diameter på 60 centimeter, mens de mindre har en diameter på 30. De små kører de fleste biler hen over uden problemer, selv om dækslet er røget af.
Det er de store, der kan give skader. Heldigvis er der ifølge Vejdirektoratet ikke registreret uheld som følge af løse eller manglende dæksler.
Sådan melder du et hul i vejen
Hvis du ser et løst brønddæksel eller et hul i vejen, der er så stort, at det er til fare for trafikken, kan du kontakte Vejdirektoratet, hvis det drejer sig om en statsvej.
Det gør du via telefonnummer 80 20 20 60.
Du kan også brug app'en 'Giv et praj', hvor du kan angive stedet, vedhæfte et billede og vælge problemtype.
Kilde: Vejdirektoratet.
Hvordan kan det overhovedet ske?
- Jamen, det er et godt spørgsmål, for de er jo faktisk dimensionerede og konstruerede til at kunne modstå, at et køretøj kører over dem, selv om de er i nødsporet. I teorien bør det her problem altså ikke opstå, men det kan være, at nogle af dem har det lidt trist, siden de alligevel giver efter, siger projektchefen.
Med "trist" mener han, at de kan være slidte og derfor har lettere ved at gå i stykker.
Der er 10-15 nedløbsbrønde pr. kilometer på motorvejene, mens der på de mindre hovedlandeveje er 25-30 pr. kilometer.