Motorcyklist i kritisk tilstand efter ulykke: Bragede ind i mur med høj fart
En motorcyklist er kommet slemt til skade i en solo-ulykke i Ørsted, hvor han ved høj hastighed har ramt et hus
En motorcyklist er ved en solo-ulykke kørt ind i et hus i Ørsted i Norddjurs Kommune. Det er sket i dag, tirsdag, omkring klokken 12.30.
- Patruljens antagelse er, at han er kørt med høj hastighed. Vi er i gang med at underrette de pårørende, siger politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi.
Bilinspektørerne arbejder stadig ude på stedet sammen med politi og læge, men ud fra hastigheden ser politiet uheldet som alvorligt.
- Motorcyklisten er hentet af helikopteren og fløjet til sygehuset i Skejby, oplyser politikommissær Allan Aarslev.
Der er ingen trafikale problemer som følge af uheldet, men motorcyklisten er slemt tilredt.
Alvorligt færdselsuheld på Rougsøvej ved Ørsted. En motorcyklist kørte omkring kl. 1230 ind i et hus med høj hastighed. Politi samt læge arbejder på stedet.
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 28, 2018