Mystisk politiaktion: Hvad skete der lige?
Mandag lukkede politiet Anholt Havn ned. Selvom betjentene ikke fandt noget strafbart, undrer flere øboer sig over, hvad der egentlig skete.
Der var et kæmpe politiopbud, men der blev ikke fundet noget strafbart.
Det er fakta efter mandagens store politiaktion på Kattegat-øen Anholt.
Derfra er alt fyldt med spekulationer og rygter. Vi har prøvet at finde hoved og hale i historien om, hvordan en håndfuld politibetjente kom flyvende med helikopter og lukkede havnen ned et par timer.
- Hvorfor har I ikke skrevet noget endnu?
Selv fik vi hos TV2 Østjylland et opkald mandag aften klokken cirka 21.30. En beboer på Anholt ringede, fordi han undrede sig over, at der ikke var skrevet noget om episoden.
Detaljerne i opkaldet var sparsomme, udover at havnen havde været spærret af i flere timer, og at der var fløjet politifolk over i helikopter.
Hvad gik anmeldelsen ud på?
Østjyllands Politi har meddelt, at det mandag klokken 09.38 fik en anmeldelse om et mistænkeligt forhold på havnen.
Vi har spurgt Østjyllands Politi, hvad anmeldelsen gik på. Det har vi efter artiklens udgivelse fået en mindre uddybning af.
- Vi modtog en anmeldelse om, at nogle udenlandske personer havde udvist en mistænkelig adfærd omkring havnen, som vi efterfølgende foretog en sikkerhedsundersøgelse af. Vi ønsker ikke at uddybe nærmere, hvad anmeldelsen lød på, men vi fandt intet med interesse for vores betjente, som forlod øen igen efter nogle timer, skriver kommunikationsrådgiver Emil Enemark Sørensen i en mail.
Kender du noget til sagen?
Kender du noget til sagen, eller har video og billeder af, hvad der skete, så skriv meget gerne en mail til Thomas Gam Nielsen på thni@tv2oj.dk.
Det har heller ikke været muligt at finde den person, der anmeldte det mistænkelige forhold.
Var det narko? Mulig spionage? Eller bare et sammentræf af tilfældigheder?
Jagerfly fløj mod Anholt
Flere kilder har beskrevet, at da Anholt-færgen ankom til Grenaa Havn mandag formiddag, stod der betjente på havnen og tjekkede alle passagerer ombord.
Da færgen klokken 12.00 sejlede tilbage mod Anholt, beskriver en sommerhusejer på vej på ferie, at der først fløj en stor helikopter over færgen.
- To lokale ombord på færgen udbrød "wow, det er politiet", fortæller kvinden, som ønsker at være anonym på grund af sagens karakter.
Redaktionen kender hendes identitet.
Hun gik ud på dækket for at se helikopteren, og ti minutter senere spottede hun et F-16-jagerfly, som fløj relativt langsomt og i lav højde i retning mod Anholt. Det lykkedes hende at tage et billedet af flyet.
Vi har spurgt Forsvaret, om det har været involveret i aktionen. De henviser til politiet i sagen.
Maskingevær på havnen
Da kvinden kom til Anholt om eftermiddagen, cyklede hun en tur på havnen. Her blev det tydeligt for hende, at der var en større aktion i gang.Dels så hun to betjente med maskingevær eller lignende over skulderen ved havnekontoret.
Og så var der flere betjente ude på molerne for at snakke med alle lystsejlerne i havnen.
- Og så gik der politibetjente rundt på en båd med norsk flag. Senere fortalte flere på havnen, at det var personer fra dén båd, som var blevet tilbageholdt af politiet, fortæller hun.
Østjyllands Politi har fortalt, at man midlertidigt tilbageholdt to udenlandske personer på Anholt under aktionen for at "sikre deres identitet". Da der ikke blev fundet noget strafbart, blev de løsladt igen.
Blev der set droner tæt på radarstationen?
Der ligger en radarstation på Anholt i et militært område. Her må man ikke flyve med droner, medmindre man har fået en særlig tilladelse.
Det har været nævnt i et par Facebook-tråde og i et par telefonsamtaler med folk fra øen, at nogle skulle have set en drone tæt på radarstationen. Det tætteste, vi er kommet det rygte, er i vores snak med Torben Sand, der driver Købmanden Ved Havnen.
Mandag først på dagen så han en fritidsfotograf.
- Jeg så en fyr med et kamera og en drone, som var i gang med at filme. Jeg snakkede med ham. Han rejser rundt i landet og laver dronebilleder, og han skulle vist også ud til fyret og tage billeder senere. Jeg ved ikke, om det kunne være ham, som har udløst en anmeldelse, siger købmanden.
Selv tror han ikke, at der er ret meget mere til historien.
- Min egen teori er, at der ikke er fugls føde på den her historie, men jeg har ikke noget at bygge det på, siger Torben Sand.
Hvor mange betjente deltog i aktionen?
Købmand Torben Sand har også hørt, at der skulle have været op til 14 betjente på øen.
En anden øboer nævner tallet 12. Vi har spurgt Østjyllands Politi om omfanget af aktionen, men det har de ikke villet svare på.
- Jeg har kun hørt rygterne og mødt lystsejlere, som er kommet ind til købmanden og har været forundrede over at være holdt tilbage fra at sejle ud ad havnen. Jeg kunne godt på afstand se, at der foregik noget derovre, men jeg har ikke haft kontakt til politiet, siger Torben Sand.
- Hvorfor kan vi ikke få mere at vide?
Kim Buster Reinhardt har sommerhus på Anholt, og selvom han ikke var på øen mandag, venter han spændt på at høre nærmere om, hvad der egentlig skete derovre.
- Nogle snakker om, at der var jagerfly involvereret. Andre taler om, at der var spottet droner ved radaren. Det undrer mig meget, at der ikke er mere info, siger han.
- Det føles højst utrygt at have hus på øen og ikke vide, hvad der sker.
Vi har som nævnt også spurgt Forsvarets presseafdeling, om Forsvaret havde en rolle under mandagens aktion, men det har vi altså ikke fået svar på.
Hos købmanden vil Torben Sand også gerne have noget mere info.
- Jeg synes, det er problematisk, at der ikke kommer én eller anden form for melding om, hvad der er foregået, siger han.
Han mener, det er helt fair, at folk ikke blandes ind i efterforskningen, men det er voldsomt, når politiet på den måde møder talstærkt op og lukker havnen ned.
- Det er rart at kunnet få lukket ned for spekulationerne. Rygterne kan fylde på så lille en ø, og mange kommer ind og spørger, hvad der skete. Men jeg ved det faktisk ikke, siger han.