Huse blev ødelagt på stribe: Nu frygter Martin endnu en oversvømmelse
Der er varslet enorme mængder regn - i Odder frygter flere nu for deres huse.
Martin Mortensen henter den ene sandsæk efter den anden. Det skal han bruge resten af dagen på.
- Det var ikke lige planen, men resten af dagen kommer nok til at gå med at hente sand, siger han.
Martin Mortensen har en kolonihave i haveforeningen Engparken i Odder. Et sted, der tidligere har været ramt af oversvømmelser.
TV2 Østjylland kunne blandt andet i oktober 2023 fortælle, hvordan 40-45 huse i haveforeningen stod under vand.
Haveforeningen ligger i en trekant mellem en å og en bæk, som også gik over sine bredder i januar 2023, i 2018 og i 2016.
Derfor frygter Martin Mortensen også for konsekvenserne, efter der er lovet voldsomme vandmængder lørdag.
- Vi har flere gange haft oversvømmelser. Vi frygter, der sker det samme som sidst, hvor der var totalt oversvømmet. Der er mange, der har fået lavet husene igennem forsikringen efterfølgende, og det er helt forfra, hvis det sker en gang til, siger han.
Man har tidligere forsøgt sig med en forhøjning af diger i haveforeningen, men det har ikke været tilstrækkeligt. Derfor er der intet andet for end at slæbe sandsække mod husene.
- Vi vil gerne prøve at redde lidt i kolonihaven, siger Martin Mortensen.
Frygter for haven
Han er ikke den eneste, der frygter de 50-80 millimeters regn, der kan komme lørdag.
Sanne Jensen, der også har kolonihave i foreningen frygter det også.
- Jeg er træt af det, det er ret voldsomt herude. Lige nu tænker jeg bare, jeg får min have ødelagt igen, siger hun.
Sanne Jensen var ikke en af dem, der havde et hus, der sidste gang blev ødelagt. Hun ved derfor godt, at det var værre for andre, alligevel frygter hun konsekvenserne.
- Det er træls, når man ikke kan komme herud, og jorden bliver sur og lugter. Det er også dyrt, når 80 procent af ens planter går ud, siger hun og tilføjer:
- Men jeg håber, at dem, der lige er blevet færdige med at bygge deres huse op igen, de ikke bliver ramt en gang til.