Frederikke fik klamme beskeder: Hendes indbakke viser, hun langtfra er alene
Efter Frederikke Petersen stod frem med sin ubehagelige oplevelse på Facebook Marketplace, er det væltet ind i hendes indbakke med henvendelser fra kvinder, der har oplevet det samme.
Frederikke Petersen fra Aarhus har her på TV2 Østjylland fortalt om de upassende beskeder og opkald, hun modtog, efter hun satte en trøje til salg på Facebook Marketplace.
Flere af de beskeder hun modtog havde seksuel karakter, og hun blev efterfølgende ringet op mange gange af ukendt nummer.
Og nu lader det til, at mange kan genkende, det hun har oplevet - nogen ned til mindste detalje.
Efter hun er stået frem, har hendes indbakke bugnet med beskeder fra kvinder, der har oplevet lignende hendelser.
- De skriver, at de er glade for, at det er blevet italesat. Og mange har brug for at dele, at de har oplevet det samme, fortæller hun.
Samme person på spil?
Faktisk har Frederikke Petersen fået flere henvendelser fra kvinder, der mistænker, at det er den præcis samme person, der har skrevet og ringet til dem, som den Frederikke fortæller om til TV2 Østjylland.
"Jeg har været udsat for præcis samme besked, som der er afbilledet i artiklen", skriver en kvinde til Frederikke Petersen på Facebook.
Kvinden henviser til en af de mange ubehagelige beskeder, som Frederikke Petersen har modtaget. Beskeder der blandt andet har indeholdt krænkende kommentarer om hendes krop og i nogle tilfælde beskriver afsenderen endda, hvilke seksuelle ting han gerne vil gøre ved hende.
Udover det fik hun en masse opkald fra ukendt nummer. Da hun tog telefonen sagde personen i den anden ende, at han havde fundet hendes nummer på en escortside.
En anden kvinde skrev mandag til Frederikke Petersen:
"Det præcis samme skete for mig for cirka et år siden, hvor jeg havde nogle bukser til salg. Tænker det er samme mand. Han ringede mig op flere gange om natten og tidlig morgen og skjult nummer og sagde det samme til mig i telefonen".
Styrke i numre
Selvom Frederikke Petersen er træt af at høre, at mange unge kvinder har haft samme ubehagelige oplevelse som hende selv, så kan hun se en lille positiv ting ved henvendelserne.
- Der er styrke i numre, så derfor er der også noget godt i at modtage de her henvendelser. Det gør, at jeg føler mig mindre alene med det, siger hun.
Flere af de kvinder, der har henvendt sig, fortæller også, at de er glade for, at der endelig er blevet sat fokus på problemet med Facebook Marketplace.
SE DOKUMENTAREN "KRÆNKET PÅ MARKETPLACE" PÅ TV 2 PLAY ELLER HER: