Lektor: Barselsloven halter gevaldigt bagefter
At blive forældre til for tidligt fødte børn kan have alvorlige følger som fødselsdepression og PTSD.
Mødre med for tidligt fødte børn kan udvide barslen med det antal dage, der er tilbragt på hospitalet. Men barslen kan ikke forlænges mere end tre måneder.
Sådan er barselsloven i dag, men det vil et nyt borgerforslag lave om på.
Forslaget lyder, at der ingen øvre grænse skal være for barselsperioden til forældre, der har født for tidligt.
Borgerforslaget har efter tre døgn næsten 7000 underskrifter. Og det er ikke så underligt, for barselsloven halter gevaldigt bagefter, mener sygeplejerske, lektor og Ph.d. ved H.C. Andersen Børne- og Ungehospital Kristina Garne Holm.
- Når familiers barsel stopper for tidligt, betyder det, at de for tidligt fødte børn kommer for tidligt i institution. De starter altså i et miljø, de slet ikke er klar til, siger Kristina Garne Holm.
Kristina Garne Holm har set eksempler på, at nogle børn stadig er indlagt, når forældrenes barsel udløber.
Større risiko for PTSD
Som reglerne er i dag, kan det tvinge familier ud i ulønnet orlov, siger Pernille Louise Rohrberg Kudsk, der er mor til et for tidligt født barn.
Hun fortalte onsdag til TV 2, at de to måneder, de var indlagt på hospitalet, var meget voldsomme. Man bor i ”konstante alarmer”, og man ser familier miste deres nyfødte børn.
- Man tør nærmest ikke lægge sig til at sove, fordi tankerne ledes hen på, om ens barn nu trækker vejret, siger Pernille Louise Rohrberg Kudsk.
Det har Kristina Garne Holm også stiftet bekendtskab med i hendes virke som sygeplejerske.
- Vi ser ofte, at forældre har det skidt efterfølgende. De er meget stressede over deres barsel og stresser over, om det præmature (red. for tidligt født) barn når at blive klar til institutionen, inden deres barsel udløber, siger hun.
Så fra et sundhedsfagligt perspektiv giver det mening at ændre barselsloven, mener Kristina Garne Holm.
Hun peger på, at det kan betyde meget for børns kognitive udvikling, at der er ro til, at for tidligt fødte børn kan vokse i deres eget tempo. Det samme gælder, hvis man kigger på forældrenes overskud efter en tidlig fødsel.
- De er påvirket mentalt, så de har brug for ro i rolige rammer. Uden at tænke på at nu stopper deres barsel, før deres nyfødte reelt er klar til at komme i institution, siger Kristina Garne Holm.
Får de ikke ro, kan det have virkelig store konsekvenser for forældrene.
Den forskning, der er på området, viser, at forældre med for tidligt fødte børn har større risiko for fødselsdepressioner og PTSD. Det skyldes de efterfølgende indlæggelser og selve oplevelsen af den tidlige fødsel, fortæller Kristina Garne Holm.
Fødselsdepressioner går udover livskvaliteten, fortæller Martin Marchman Andersen, der er lektor i mental sundhedsfremme ved SDU.
- Mødre og fædre med fødselsdepression kan have svært ved at aflæse barnets signaler. Det skyldes manglende fokus, som er en almenkendt konsekvens ved depression, siger han.
Og desværre er det dem, som er dårligst stillet økonomisk, som det går værst udover, fortæller han.
Ordfører er klar til forandring
Sammen med foreningerne SIG-Neonatalsygepleje, Dansk Pædiatrisk Selskab og Dansk Præmatur Forening blev Kristina Garne Holm i maj inviteret ind på Christiansborg for at fortælle, hvorfor for tidligt fødte børn skal have samme vilkår, som børn født til termin.
- Det virkede som om, de var meget interesseret i, hvad vi fortalte dem, fortæller Kristina Garne Holm.
Emnet er blevet diskuteret i Sundhedsudvalget siden, fortæller sundhedsordfører for Enhedslisten Runa Friis Hansen.
Forslaget møder opbakning fra Enhedslisten, der mener, at det er på tide med en ændring i barselsloven. Om de vil stemme ’ja’ til borgerforslaget, som det ser ud lige nu, er de ikke sikre på.
Men det bliver nok et emne, de kommer til at diskutere inden længe.
- Vi ser det som helt naturligt, at der kommer ændringer på det her område, siger sundhedsordføreren.
De er klar til at gå i dialog med Sundhedsstyrelsen og Jordemoderforeningen om forslaget. Og så tilføjer hun, at de har et par spørgsmål til ministeren omkring barselsloven og for tidligt fødte børn.