Kanonslag og råb: 25 'ballademagere' registreret af politiet efter klubsalg
Midt- og Vestjyllands Politi har registreret navnene på 25 personer, der deltog i en protest foran Jysk park i Silkeborg onsdag aften.
Protesten hang sammen med, at det på en ekstraordinær generalforsamling i selskabet bag Silkeborg IF blev besluttet, at Superligaklubben sælger størstedelen af sine aktier til et amerikansk selskab.
Det har ikke alle fans af klubben brudt sig om, hvilket de både har vist med bannere på tribunerne og så altså i aftes på gaden foran stadion, hvor der blev affyret kanonslag og råbt højt.
- En alvorlig sag
En mand stod så tæt på et kanonslag, der gik af, at det påvirkede hans hørelse, oplyser politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg, Carsten Holm, til TV Midtvest.
- Det ser vi på med stor alvor. Én ting er, at man skal kunne ytre sin utilfredshed, men når det sker på bekostning af andres sikkerhed og helbred, så er det en alvorlig sag, siger Carsten Holm.
Politiet vil nu efterforske sagen i håb om at kunne rejse sigtelser mod nogle af deltagerne.