Østjyderne booker ferien impulsivt: Morten bookede to dage inden
Ude i det østjyske sommerland oplever de flere feriebookinger, og mange af dem er spontane.
Det østjyske sommervejr er noget omskifteligt i år.
Men selvom sommervejret ikke kun byder på sol og varme, så skræmmer det langt fra alle feriegæsterne væk fra det østjyske sommerland.
Det bliver tydeligt, hvis man spørger nogle af de firmaer, der lejer sommerhusene ud.
Sol og Strand i Ebeltoft har de seneste fem år siden corona budt på flere gæster, og alene fra sidste år til i år har Sol og Strand i Ebeltoft modtaget 23 procent flere turister.
- Jeg tror, det er de her børnestrande, og så er det de hyggelige byer og den kortere afstand til Aarhus, siger Emil Lyst, ejerrådgiver i Sol og Strand feriehusudlejning i Ebeltoft.
Bookede i forgårs
For flere er ferien også blevet en spontan beslutning.
- Vi bookede i forgårs, siger Morten Williams Lund fra Lystrup, der er taget med familien på Kaløvig Strandcamping.
For indehaverne af Kaløvig Strandcamping, Lars Bojesen og Sanne Bojesen, har de også været en anelse bekymrede, om de mon fik nok at lave hen over sommeren.
- Jeg har været lidt nervøs de sidste 14 dage, siger Lars Bojesen.
Også udlejningsfirmaet Novasol melder om flere sommerhusgæster, som booker spontant. De ser en stigning på 15 procent i bookinger foretaget op til 30 dage før ankomst.
Spontane rejser til udlandet
Og den spontane feriebooking gælder lige så vel dem, der tager udenlands for at jagte de varmere himmelstrøg.
For eksempel har en fjerdedel af passagerne i Aarhus lufthavn, der torsdag skulle mod Alicante i Spanien, booket rejsen indenfor de seneste to uger.
- Generelt ser vi en tendens til, at der er blevet booket senere i år, siger Lotte Sandsgaard, direktør i Aarhus Lufthavn.
Men selvom vejret er skiftende, er det ikke ens betydende med, at man behøver tage langt væk hjemmefra for at holde ferie. Det mener familiefar Morten Williams Lund fra Lystrup i hvert fald ikke.
Hvorfor skulle I ikke længere end til Djursland?
- Jamen det er ikke nødvendigt. Der er swimmingpool, som der skal være, og kolde øl og drinks. Der er dejligt her.