Voldsomt vejr på vej til Østjylland
Danmarks Meteorologiske Institut advarer om tæt rimtåge og lav sigtbarhed indtil lørdag morgen klokken 9.
Skal du ud i trafikken på de østjyske veje fredag aften eller nat, er det en god idé at køre ekstra forsigtigt.
DMI har udsendt et såkaldt kategori 1-varsel om voldsomt vejr, fordi der forventes tæt rimtåge mange steder med en sigtbarhed under 100 meter.
- Der er i øjeblikket mellem 100 og 300 meter sigt i store dele af den sydlige del af Jylland samt på Fyn, men sigten ventes i perioder at komme under 100 meter, hvilket er definitionen på tæt tåge. Da temperaturen ligger under frysepunktet, betegnes det som rimtåge, skriver vagtchef Anja Bodholdt i en pressemeddelelse.
Varslet gælder fra fredag klokken 16 til lørdag klokken 9.
- Tæt rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt og vær opmærksom på at transporttiden kan være længere end normalt, advarer DMI.
Isslag
Der er også risiko for isslag.
Et nedbørsområde trækker i nat ned over den nordvestlige del af Jylland med sne, men da der tilføres varme i højden, er der risiko for at nedbøren lokalt kan falde som let isslag.
Derfor er der DMI risiko for let isslag gældende fra klokken 1 i nat og frem til lørdag klokken 09.