Drukneulykke får ikke konsekvenser
Århus kommune vurderer, at den ansvarlige pædagog ikke begik fejl.
Både politiet og Århus kommune har nu afsluttet undersøgelserne af den tragiske drukneulykke i Beder der kostede en 6-årig dreng livet. Politiet har tidligere afgjort, at der ikke skal rejses tiltale mod den pædagog der havde ansvaret, da en gruppe børn fra fritidsordningen på Beder skole tog på tur til en nærliggende bæk. Konklusionen er, at der var tale om en hændelig ulykke. Nu har også kommunen afsluttet deres undersøgelser og der er ifølge administrationschef i Børn og Ungeafdelingen, Nis Schultz intet der tyder på, at de regler og procedurer der findes ikke skulle være overholdt. Børne og ungeafdelingen er nu gået igang med at undersøge om der er behov for justeringer eller præciseringer af gældende retningslinier.