Sabotage mod racismekampagne
Ukendte gerningsmænd har forsøgt at brænde AGF's antiracistiske materiale.
"Jeg er AGF-fan og imod racisme". Det budskab passede tilsyneladende ikke de ukendte gerningsmænd, der natten til lørdag trængte ind på Århus Stadion og hældte tændvæske ud over bunker med røde kort og satte ild til dem. Kortene symboliserer afstand til racisme og er en del af klubbens antiracistiske kampagne. - Det her ændrer ikke på vores kampagne. Men det viser jo, at der er et behov for at få budskabet frem, siger Kim Rafn, formand for AGF's fanklub. De cirka 10.000 røde kort bliver søndag delt ud til publikum, og AGF-spillerne løber på banen i t-shirts med det åbenbart ikke helt populære slogan. Gerningsmændene fik dog ikke held til at brænde alle de røde kort af. Kim Rafn vurderer, at der stadig er omkring 90 procent tilbage. - Igennem en årrække har der været en masse ballade, og vi gider ikke længere at blive sat i forbindelse med racisme, siger Kim Rafn til Ritzau