Vognmand: Manglende udvidelse af E45 koster millionvis af kroner
Det er millioner af kroner ud af lommen på virksomhederne, at den østjyske motorvej ikke kan rumme trafikpresset
Enhver, der har prøvet at køre på den østjyske del af E45 i myldretiden, ved hvor tæt trafikken er. Nogle vil nok nærmere betegne det som overvældende eller ligefrem ulidelig.
Hos DKI logistics i Horsens er den daglige, almindelige trængsel ikke bare ulidelig for firmaets omkring 50 lastvogne. Det koster også mange penge at have vognene holdende på motorvejen.
- Et simpelt regnestykke viser, at det betyder meromkostning for os på tre millioner kroner om året. Dertil kommer, når der er færdselsuheld og vejarbejde, hvor tingene tager meget mere tid. Og det er et kæmpestort problem, siger Preben Borregaard, bestyrelsesformand i DKI Logistics.
Ny rapport: E45 kan hurtigt udvides
E45 syltet politisk
Det er præcist et år siden at daværende trafikminister Magnus Heunicke (S) endelig tog trængslen på E45 alvorligt og satte en udvidelse af den trængte motorvej højest på ønskelisten. Men siden er en ny regering trådt til, og på trods af en udvidelse af motorvejen står beskrevet i det nye regeringsgrundlag, så vil nuværende trafikminister ikke gøre noget ved det på nuværende tidspunkt.
- Før vi kommer så vidt, at vi kan afsætte midler til udbygning af den østjyske motorvej, skal vi imidlertid have luft til det i budgettet, skrev trafikminister Hans-Christian Schmidt (V), da han senest kommenterede problemet på ministeriets hjemmeside i februar.
- Jeg mener, at Venstre har et meget stort problem. De bør se meget mere på erhvervslivets interesser. Og der må man sige, Socialdemokratiet gjorde det fantastisk godt, siger Preben Borregaard.
Kampen for udvidelsen af motorvej E45 fortsætter
Hastesag
På 15 år er der kommet 50 procent flere biler på E45. På de værste strækninger er der kommet op til 75 procent flere køretøjer på motorvejen. Hos Dansk Folkeparti anerkender trafikordføreren da også problemstillingen.
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at man sætter penge til, fordi man holder stille ude på motorvejen. Motorveje er til at flytte noget trafik, og derfor skal vi have kigget på E45. Jeg håber, vi henover sommeren - senest til efteråret - kan få taget nogle beslutninger, så vi kan komme i gang, siger trafikordfører Kim Christiansen (DF).
Men i Horsens har man hos DKI logistics svært ved at vente længere på halve løfter.
- Man bør gøre noget, og det haster, siger Preben Borregaard.
Transportminister Hans Christian Schmidt ønskede mandag ikke at deltage i et interview til TV2 Østjylland. Hans pressechef oplyser, at ministeren holder ferie og ikke har noget nyt at tilføje.
E45: Se hvad der blev lovet før valget
Øverst kan du se indslaget om vognmandens milliontab.