99 år gammel byfest i fare efter kritik: - Vi kan ikke stå og sælge alkohol til børn
Anne Højstrup ringede til Bevillingsnævnet, da hun erfarede, at der ved en byfest i Havndal blev solgt alkohol til unge, der ikke var gamle nok. Det kan nu få konsekvenser for byens borgerforening
Ved den årlige byfest i Havndal i Randers Kommune erfarede Anne Højstrup, at der blev solgt alkohol til unge, der ikke var gamle nok.
Derfor valgte hun at ringe til Bevillingsnævnet i Randers Kommune.
- Det deler byen i to, siger Anne Højstrup, der selv bor i Havndal.
- Jeg synes ikke, at vi som offentlighed ved offentlige arrangementer og som voksne ansvarlige mennesker kan være med til at stå og sælge alkohol til børn, hvad det faktisk kan blive til, og unge mennesker.
Byfesten, der bliver kaldt Børnefesten, er blevet afholdt de seneste 99 år, men nu kan fremtidige fester være i fare.
Bevillingsnævnets afgørelse kan nemlig få konsekvenser for borgerforeningens alkoholbevilling. Borgerforeningen skriver på Facebook, at der i værste fald ikke bliver en fest næste år.
- Ærgerligt for foreningen
Gitte Andersen er opvokset i Havndal, og hun husker, hvordan det som ung var at komme til byfesten.
- Jeg kan da selv huske, at det var en af de første fester, man var med til, hvor man kunne drikke alkohol og var fuld. Der var opsyn, og ens forældre sad måske i teltet ved siden af og var en del af festen, selvom man havde sin egen fest sammen med de unge indenfor, siger Gitte Andersen.
At borgerforeningen i Havndal har meldt ud, at fremtidige arrangementer er i fare, ærgrer Gitte Andersen.
- Jeg synes, det er ærgerligt for foreningen, og jeg synes, at det er ærgerligt for alle borgerne i Havndal.
- Skal understøtte, at unge får et ordentligt forhold til alkohol
Anne Højstrup er enig i, at det er ærgerligt, hvis der ikke kommer en byfest næste år. Men for hende er det vigtigst, at reglerne bliver overholdt.
- Jeg synes, at vi skal være med til at understøtte, at vores unge mennesker får et ordentligt forhold til alkohol, og det gør vi ikke ved at sige, at der er fri salg af alkohol.
TV2 ØSTJYLLAND ville søndag gerne have haft en kommentar fra Havndal Borgerforening. Borgerforeningen har dog ikke ønsket at deltage.