Beskyldes for at være 'borgmesterens svigersøn': Tager nu til genmæle
Caféen Operaen i Randers er på rekordtid blevet voldsomt populær, men succesen kommer med en pris, lyder det nu fra en af ejerne.
'Jeg er ikke borgmesterens svigersøn'.
Sådan indledes et opslag på caféen Operaens Facebook-side. Budskabet kommer fra stedets medindehaver Christian Bach, der nu føler behov for at lægge kortene på bordet.
Det sker efter en tid, hvor han og folkene bag stedet har følt sig chikaneret. Og skudt i skoen, at Operaen tilgodeses og får urimelige fordele. Fordi Christian Bach så angiveligt skulle være borgmesterens svigersøn.
- Det er både politikere, værtshus- og caféejere, forretningsdrivende og foreningsledere, som er kommet med denne påstand. Det er endda gået så vidt, at vi nu bliver udsat for chikane, sabotage og personlige overfusninger, lyder det i opslaget på Facebook.
'Er single for at være helt præcis'
Derfor ser Christian Bach sig så nu nødsaget til at melde klart ud på det sociale medie.
I et opslag der allerede er nået vidt omkring og er blevet flittigt kommenteret.
- Jeg har en kæmpe respekt for borgmesteren som person og som politiker, og vi har et fantastisk positivt samarbejde med hele Randers Kommune. Men jeg er altså ikke og har aldrig været svigersøn til vores borgmester. Jeg er single for at være helt præcis, skriver han.
Kritikken rettet mod hans person er ifølge ham selv kommet efter flere lejligheder i foråret og sommermånederne, hvor Operaen har holdt arrangementer i det centrale Randers.
- Der har jeg fået at vide, at den eneste grund til, at Operaen må få lov til at holde arrangementer i det offentlige rum, det er, fordi jeg er borgmesterens svigersøn, skriver Christian Bach.
Sender ros afsted til medarbejder
Det rygte maner caféejeren så nu altså til jorden, og længere nede i opslaget forklarer han i stedet, hvorfor det lykkes Operaen at få stablet så meget på benene.
Det skyldes ifølge stedet selv medarbejderen Maria Margrethe Damkjær, som har specialiseret sig i at kommunikere og planlægge events med forskellige myndigheder.
Operaens ejer skriver i opslaget, at hun ofte ses i gang med at stille op til diverse markeder, sætter midlertidige vejskilte op og først og fremmest står for ansøgningsprocessen. Noget hun er ved at oplære caféens andre medarbejdere i.
- Dét er en af vores kernekompetencer. Og den er dyr og svær at opbygge, og ikke alle virksomheder og foreninger i Randers har råd til en som Maria. Men alle burde have en Maria, synes jeg, så man kan føre sine gode idéer ud i livet, skriver Christian Bach.
Håber snakken stopper
Derfor slutter opslaget på Facebook-siden med, at Operaen simpelthen tilbyder alle virksomheder, caféer, restauranter, kulturinstitutioner og foreninger i kommunen en gratis konsultationstime med Maria Margrethe Damkjær.
- Vi har brugt tre år på at lære en masse, ødelægge ting, begå en masse fejl. Men vi har også lavet fede ting, synes vi selv. Den viden vil vi gerne dele med jer alle, lyder det.
I opslaget kan man læse mere om, hvordan det er muligt at få hjælpen fra Operaens ekspertplanlægger.
- Vi håber, at byens kultur- og forretningsliv vil tage imod vores tilbud. Og at snakken om, at jeg er borgmesterens svigersøn vil stoppe. Af respekt for mig, mine dygtige ansatte og ikke mindst af respekt for vores borgmester og vores lokalpolitikere, slutter Christian Bach.
TV2 Østjylland har været i kontakt med Christian Bach, der ikke ønsker at uddybe sit opslag yderligere.