Efter kidnapning: Flere vagter og mere politi ved schæferhunde-VM
I dag begynder VM for schæferhunde i Randers. Sikkerheden er skærpet efter kidnapning af træningshunden Hector i sidste uge
Tirsdag var der indmarch og lodtrækning.
I dag er VM for schæferhunde i Randers så begyndt. Her dyster hunde fra 40 nationer.
- Vi er klar. Vi har arbejdet på det i flere år. De seneste tre måneder meget intenst. Den sidste måned har det nærmest været et fuldtidsjob, siger Vivi Gilsager, der er arrangør af VM for schæferhunde til TV2 ØSTJYLLAND.
Normalt bor hun på Helgenæs, men i disse dage er hun flyttet ind på et hotel i Randers.
Selv om hun selv har en schæferhund, skal den ikke deltage i konkurrencerne.
- Han er to år og slet ikke på det niveau, siger Vivi Gilsager.
Dyster i tre discipliner
VM i schæferhundediscipliner bliver afholdt på BioNutria Park i Randers og på området omkring stadionet.
Schæferhundene skal konkurrere i tre discipliner: Lydighed, sporsøgning og forsvarsarbejde.
Det er især i den sidste disciplin, hvor man kan opleve, hvor dygtige hundene er.
- Og man kan se hvor glade de er for at arbejde sammen med deres fører. De skal blandt andet tage fat i personen, der agerer tyv og sørge for, at han ikke løber videre. Det er det, som folk fascineres mest af. Det er enormt dygtige hunde, siger Vivi Gilsager.
Personen, der agerer tyv, hedder en figurant. Der vil der også blive afholdt agility-VM og et hundeskue
Skærpet sikkerhed
I sidste uge blev den amerikanske træningshund Hector kidnappet fra en bil på en parkeringsplads foran Årslev Kro.
Hunden var en del af det amerikanske schæferhunde-landshold. Den skulle dog ikke deltage i VM, da den er af racen belgisk malinois. Hector er med i Danmark, fordi det er god træning for dem.
Som konsekvens af kidnapningen er sikkerheden blev skærpet omkring VM-arrangementet i Randers.
- Vi har sat ekstra vagt og politi på for at sikre på, at alle kan føle sig sikre, siger Vivi Gilsager.
Da hunden Hector blev kidnappet, fortalte hun til TV2 ØSTJYLLAND, at hun var bekymret for, om kidnapningen var organiseret.
- Det er hunde af høj værdi. Nogle af dem er så godt uddannede, at de er mere end 250.000 kroner værd. Vi ønsker ikke, at det skal ligge over arrangementet, at der bliver stjålet hunde i Danmark. Det er rigtig trist, sagde Vivi Gilsager til TV2 ØSTJYLLAND.