Frygter million-besparelser: Vi er bange for, hvad det kommer til at betyde
Randers Byråd diskuterer besparelser for 13 mio. kr. på specialundervisning. Mor til et barn med autisme frygter for datterens trivsel
Byrådet i Randers diskuterer i øjeblikket besparelser for omkring 13 millioner kroner på specialundervisningsområdet.
Ifølge formanden for Børn- og Ungeudvalget i Randers er det områdets voksende økonomi, der gør besparelserne nødvendigt.
- Jo flere kroner, jeg bruger til specialundervisning og specialområdet, jo færre penge har jeg til normalområdet. Det gør, at vi lige nu har en udfordring, fordi økonomien på specialundervisningsområdet vokser, siger formand for Børn- og Ungeudvalget i Randers Kommune Anders Buhl-Christensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Frygter for datters trivsel
Asta-Marie Ankerstjerne er autist, og det betyder at hun har særlige behov i hendes hverdag, fortæller hendes mor, Nete Ankerstjerne.
- Hun har brug for forudsigelighed, hun har brug for kendte voksne, og hun har brug for voksne, der ved, hvad de har med at gøre, siger Nete Ankerstjerne.
Hun frygter, at de mulige besparelser får konsekvenser for den trivsel, som hendes datter ellers har nu.
- Vi er utroligt bange for, at det ved at spare de her 10 procent kommer til at betyde, at man ikke har de samme rammer som i dag, og det er meget bekymrende, siger Nete Ankerstjerne.
Uenigt byråd
Byrådet stemte ja til at overveje forslaget, men det var langt fra et enigt byråd. En af dem, der stemte imod var Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten.
- Jeg mener jo for det første, at det er helt forkert at kalde det en udviklingsplan, fordi det egentlig er en afviklingsplan, hvor man går ind og vil fjerne 80 millioner kroner over fire år fra de udsatte børn og unge på skoleområdet og børn med handicap. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, siger Kasper Fuhr Christensen.
Byrådet har endnu ikke besluttet sig for en endelig løsning. Forslaget skal senest behandles den 5. september i år.
Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.