Kommune i sag om "Mors lille dreng": Vi har begået fejl
Kommunal socialchef erkender, at sagen om Jørn Toft Jensen, som torsdag aften er genstand for en TV 2-dokumentar, kunne være håndteret bedre
Aarhus Kommune erkender, at den kunne have gjort mere i sagen om Jørn Toft Jensen.
Erkendelsen kommer få timer før TV 2 sender dokumentaren "Mors lille dreng - på egne ben", hvor man følger den 19-årige aarhusianer.
- Når vi betragter Jørns sag, må vi erkende, at der er ting, vi som forvaltning kunne have gjort bedre, skriver Lotte Henriksen, Aarhus Kommunes socialchef, i en pressemeddelelse.
- Forløbet giver blandt andet anledning til at erkende, at den plan, der var lagt for Jørns overgang til bostedet, lagde for stor en opgave over på plejefamilien, og at vi med fordel kunne have aflastet plejefamilien tidligere i forløbet, indtil Jørn flytter hjemmefra, fortsætter hun.
TV 2 har over tre dokumentarer fulgt Jørn Toft Jensen.
Første gang var i 1998, hvor historien skabte stor debat om tvangsfjernelse.
Anden dokumentar blev vist i 2008, hvor Jørn Toft Jensen bor hos sine plejeforældre. Her har det vist sig, at han lider af svær autisme og ADHD og har sociale vanskeligheder.
I dokumentaren, der vises torsdag aften, er Jørn Toft Jensen blevet 19 år og skal flytte hjemmefra, men han har udviklet et stort misbrug og er endt i kriminalitet.
Giver stof til eftertanke
Socialchef Lotte Henriksen skriver, at sagen giver stof til eftertanke:
- Med baggrund i disse erkendelser har socialforvaltningen nu sat fokus på, hvordan vi generelt kan sikre en bedre koordinering og omstilling i overgangen fra barn til voksen - herunder hvordan vi sikrer en bedre kontakt og opfølgning med plejefamilier i overgangsfasen.
Lotte Henriksen tager forskud på den kritik, der rejses i i dokumentaren:
- I udsendelsen rettes der desuden en skarp kritik af socialforvaltningen, som vi på en række punkter finder misvisende, skriver hun og fortsætter:
- Det har været socialforvaltningens ønske at medvirke i et interview til udsendelsen for at bidrage med vores perspektiver på Jørns sag. Vi har imidlertid valgt ikke at medvirke i udsendelsen, da vi ikke kunne blive enige med producenten om vilkårene for et interview.
Dokumentaren "Mors lille dreng - på egne ben" vises på TV 2 torsdag klokken 20.
ER DU MORS LILLE DRENG?
TV 2 har over tre dokumentarer fulgt Jørns turbulente start på livet. Første gang i 1998, hvor historien skabte stor debat om tvangsfjernelse.
1998
Vi følger Jørn og hans forældre, Anni og Bjarne, der ikke magter at tage sig af deres dreng. Jørn er i fare for at tage varig skade, og kommunen skal afgøre, om han skal fjernes.
2008
10 år senere bor Jørn hos sine plejeforældre, Lilli og Uffe. Her har det vist sig, at han lider af svær autisme og ADHD og har sociale vanskeligheder.
2017
Jørn er blevet 19 år og skal flytte hjemmefra, men han har udviklet et stort misbrug og er endt i kriminalitet.